…

Udenfor er luften kold og vejene smattede. I bunkevis ligger den hvide sne, nogle steder mere hvid end andre. Der er tø i luften, kyndelmisse har bundet sin knude og med hvidt konstateret at foråret er på vej.

Både foroven og forneden bugner træer og buske af springfærdige knopper, og lige pludselig er det her. Jeg kan godt vente, jeg er ikke træt af sneen, mens tanken om tiden hvor det hele skal tø og alting dækkes af sjap og ælte ikke er særlig velkommen. Jeg ville ikke have noget imod at springe alt det over og gå fra tindrende hvidt til spirende grønt overnight.

Det sker nu nok ikke, og enhver tid har sin charme. Jeg vælger at vente spændt og se hvordan det hele udvikler sig.

I aftes samledes vi til strikkekomsammen. En superhyggelig aften i tosomhed og med et Tøsebarn, der havde lidt mere brug for at blive set (og hørt) end vi andre var klar til. At vi kun var to giver stof til eftertanke omkring antallet af deltagere.

Det var superhyggeligt og jeg mødes gernes bare to igen.. og igen, men – og der er et men – fællesskab bliver hurtigt sårbart, når der ikke er flere, end få afbud kan ende i ingen.

Man har et standpunkt til man tager et nyt, og selvom jeg stadig er af den opfatttelse at for mange tager imtimiteten og det hyggelige ud af sådan et arrangement, tror jeg også der er plads til flere i vores lille gruppe. Det kommer der måske også hen ad vejen – for jeg kan også mærke at med det fællesskab vi allerede har opbygget, skal vi passe på også at bevare det i en fremtidig udvidelse.. eller måske hænger jeg bare fast i tryghedsfølelsen.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig til næste måned.

Jeg glæder mig også til i aften, hvor Ungersvenden og jeg skal alene i byen for at dele oplevelser med store blå figurer i 3D-format.