Prinsessedrømme

I tidens løb har jeg syet masser af prinsessekjoler og kroner til Emilie og andre små piger. Jeg har lavet tylsskyer og fejende flotte kjoler, der er blevet brugt igen og igen og ikke kun til fest og leg.

Emilie har mere end en gang gået i børnehave og senere skole iført det store skrud. Der er blevet både danset, leget vildt og klatret i træer iført tyl og palietter og kjolerne er som oftest slidt op længe inden de er blevet for små.

En enkelt har dog overlevet dem alle.

For mange år siden var jeg med ungerne i Forum til en børnefestival, og her mødte vi en drøm af en kjole, med et skørt så flot og fejende at Emilie drømte om det igen og igen.

I optakten til Kronprinsparrets bryllup, blev der holdt prinse og prinsessedag og børnehaven deltog med de store unger, der udklædte med kroner og sværd drog mod Rådhuspladsen og kiggede på alle de andre små prinser og prinsesser.

Det blev startskuddet til kjolen over alle kjoler. Kjolen der er en smule besværlig at løbe og lege i, og måske derfor har overlevet år efter år. Kjolen med indbygget hulahopring og et omfang, der ikke gør det lige nemt at komme rundt.

Det var Anders der fulgte hende i børnehave den dag hun tog afsted med hulahopring og dunpyntet prinsessekrone. Undervejs mødte de mange ældre damer, der stoppede op og sagde nææh og ihhh og åhhh. De mødte også mange små piger, der pludselig trak mødrene i modsat retning og han fik mange sure blikke fra de samme mødre, der ikke kunne opfylde ynglets pludselig opståede behov.

Siden er kjolen blevet brugt til utallige fastelavnsdage og bare i al almindelighed, når lejligheden bød sig. Den har været med i centret, hvor flere ældre damer har sagt pæne ord, og små piger stoppet op og kigget langt.

De sidste år har den stået i et hjørne, for Tøsebarnet kan ikke længere komme i den. Sidste gang hun prøvede, var hun nær aldrig kommet ud af den. Så den har stået, mens tanken om at give den væk, har været lidt for svær.

Men nu var det nu og da Søsteren min alligevel kom med nogle børn hvoraf én helt sikkert kan passe den og sikkert kan de næste år, tog vi den under armen, med i bussen og overrakte til en noget benovet Victoria, der ikke ville have den af igen, før det alligevel blev lidt for besværligt at sidde ned.

Så nu er den væk og får et nyt liv med nye små piger, der kan hvirvle rundt og føle prinsessedrømmen lidt tættere på. Og Emilie er begyndt at snakke om en ny.