lørdag den 6. februar 2010

Høfligheden selv


februar 2010

Min søn er ikke den mest udadfarende, han holder sig gerne for sig selv eller murer sig inde med computeren eller en bog. Han er ikke den der stiller sig op og spiller smart i et nyt selskab og er heller ikke den, der tager føringen i en samtale.

Når jeg tænker tilbage, var jeg vist stort set ligesådan.

Men høflig  - det er han! I hvert fald overfor fremmede. Endda fremmede damer, der nærmest kaster sig over ham, frådende sætter sig fast og under ingen omstændigheder giver slip igen.

Skulle jeg nogensinde have været i tvivl, så er det slået fast efter gårsdagens togtur hjem fra biografen!

Knap havde vi sat os, Daniel fundet sin mobil og hørepropper frem, før damen overfor ham begyndte at tale om musik og radio, mobiltelefoner og mulighederne for hvordan man får musik ind i dem.

Ungersvenden kiggede høfligt på hende, svarede pænt og arbejdede videre med at fastgøre ledningen i telefonen, så musikken kunne løbe frit mod øregangen. Imens fortsatte damen, bed sig fast og snakkede nu om film og CD’er og noget med gennemsigtig plastik.

Ungersvenden fortsatte høfligheden, sagde ja og nej på de rigtige steder, mens han febrilsk stoppede den ene lytteprop i øret. Damen, der ikke så særlig velsoigneret ud, lænede sig frem, mens Ungersvenden bibeholdt den pæne facade, rykkede så langt tilbage i sædet ryglænet tillod, og tydeligt for enhver anden end damen ikke følte helt så meget for samtalen som hun.

Jeg prøvede virkelig at holde masken, som jeg sad der ved siden af damen, der ikke havde øje for andet end Ungervenden, og nu fortalte om billeder og forliste pas, mens hun rykkede stadig tættere på og længere og længere ud mod kanten af sædet.

Længere henne i kupeen sad en anden dame, der fulgte optrinnet med ligeså meget morskab som jeg. Så mens Ungersvenden stadig kiggede høfligt interresset på damen, sad den anden dame og jeg og grinede lydløst til hinanden.

Jeg ville gerne have reddet ham, men hvor var det skægt og damen var ikke sådan at stoppe. Heldigvis stod hun af i Valby og Ungersvenden åndede lettet op.

5 kommentarer:

  1. Skrapt ! :-)
    Og du hjalp ham ikke - hi hi :-)

    SvarSlet
  2. Pyha, der er da noget magnet over ham, hvad? Jeg tror han kommer til at opleve mange sjve ting på den konto ;o)

    SvarSlet
  3. Losarinas mor, det var så sjovt, og han klarede det fint selv :)
    Vi snakkede om episoden på vej hjem, og selvom han synes hun havde været lidt underlig, synes han også selv det havde været sjovt :)


    Det vil tiden vise Mette b :D

    SvarSlet
  4. Pernille, hvor er du ond ;-)

    SvarSlet