Rubjerg Knude

Mens stien fra Lønstrup mod Mårup Kirke havde været kuperet og farbar, var den fra Kirken mod Sandbunken, der udgør Rubjerg Knude, sværere og sværere at få øje på.

Det blev hårdere at gå jo tættere på vi kom og i takt med at bunddækket på stien i højere grad var af sand end grus.

De hårdføre buske med piggede torne, der findes overalt i området voksede ind over stien med skrig og skrål fra de mere tøsede (af begge køn) til følge.

Vejen over sandbunken gik ad to omgange, to toppe. Undervejs måtte nogle holde pause, mens andre kørte på og hellere ville fortsætte end stoppe op.

Det er det fineste sand, jeg længe har mødt og det fandt ind alle vegne i fodtøj, opslag, lommer og hvad der ellers kom i den mindste kontakt med sandet.

Udsigten var fantastisk og Fyret der nu har opgivet kampen mod sandets hærgen ligger dybt mellem klitterne. De omkringliggende bygninger ligger som murbrokker om fyret, intet er tilbage, bortset fra resterne af en enkelt væg, der som en trappe stak frem af sandbunken på vores videre færd.

Sandet står så langt op om fyret at kun den øverste fjerdedel af døren endnu er farbar. Det afholdt dog ikke de modigste af drengene i at kravle ind og løbe op ad trappen til toppen. Ungersvenden fortalte senere at trappen er intakt, men fyldt med sand og glasskår.

Fra fyret måtte vi videre ad sandbunke på sandbunke mod stien ned til stranden. Den viste sig som et sår i klinten, og meget lidt indbydende til nedgang. Stien var dog farbar, når først vi havde forceret de næste klitter og kommet om på den anden side.

Hårde og barske landskaber, der får mig til at føle mig lille og ubetydelig. Men hold op hvor er det smukt!