Sofastrik

Jeg har det bedre. Jeg har endda været vågen rigtig længe. Mest fordi jeg vågnede og ikke kunne sove mere.

Hader er måske nok et lidt for voldsomt udtryk, men jeg holder virkelig ikke specielt meget af at ligge ved siden af syge kærester. Det gælder også når det er mig der er syg. Når jeg nærmer mig vågenhedsstadiet, vil jeg hellere stå op. Eller finde et andet sted.

Siden har jeg været installeret i sofaen. Og sovet en lille smule. Men mest bare været installeret. Jeg har også strikket. Alt det garn, der pludselig var et stort uoverskueligt garnnøgle er nu igen på pinde som masker.

Inden jeg nåede så langt, pakkede jeg mig ind i alt det varmeste (og grimmeste) tøj jeg har, og gik i Fakta sammen med Emilie. Vi kom hjem med Kleenex, køkkenrulle, næsespray, chokolade og flere Kleenex. Jeg var løbet tør. Så det var en nødvendighed at komme ud.

Det var faktisk rart at være ude. Det friskede lidt. For en kort tid. Måske mest fordi Fakta ligger så tæt på hjemme, at det ikke tog lang tid at komme hjem under tæpperne på sofaen igen.

Så jeg sidder der stadig. Næsen tapløber. Så er det godt med Kleenes. Og en fed creme i forsøget på at undgå hudløshed.

Jeg har set den ene fjernsynsudsendelse efter den anden. Forsøger at finde det mest interessante. Andet kan også bruges. I min nuværende tilstand, er det for eksempel fint med nyhedsudsendelser der kører i ring. Tredie gang de siger det samme, fatter jeg hvad de snakker om. Cirka.

Men ponchoen vokser. Og er fin. Lige nu ligger den fordelt på fire lange wirere. Det virkede som en god ide i forhold til at prøve. En wire til hver langside. Så er det nemmere at komme om hjørnerne.

Emilie var ganske tilfreds. Meget faktisk.

Så vidt jeg kan regne ud mangler der stadig omkring atten centimeter før kant og frynser. Atten centimeter der vokser med otte masker for hver fjerde pind.

Det kommer nok alligevel til at tage et stykke tid.

Pludslig har jeg mere lyst til at strikke sokker...

Måske er jeg frisk på mandag.

Jeg håber stadig.

Og krydser fingrene.