Fætter-kusine komsammen

6 fætre og kusiner, 4 mænd/koner/kærester, 3 forældre – en repræsentant for hvert søskendepar og 12 børn blev det til.

Inden vi nåede så langt, havde Emilie foreslået at tage cyklerne med, så vi slap for at skulle gå de 30 minutter fra stationen, og i stedet tage turen på hjul.

God ide tænkte jeg - lige til jeg stod på den hjemlige station, der i dagens anledning var bemandet med et par usikre unge mennesker, der under ingen omstændigheder kunne udskrive billetter til cyklerne, uden tognumre og jeg skal komme efter dig.

Det er sjældet jeg bliver sur og hidser mig op, men her blev jeg alligevel en smule muggen. Jeg har haft cykler med toget tilstrækkelig mange gange til at vide, at regionaltoge uden mulighed for pladsbilletter, ikke bør være det store problem at lave cykelbilletter til. Men der var ingen hjælp at hente, ud over en henvisning til servicetelefonen…. Jeg havde en smule svært ved at forstå, hvorfor de ikke selv kunne hente den hjælp, de tydeligvis havde brug for…. Og blev måske en smule mere arrig end det reelt var nødvendigt!

Jeg opgav og købte almindelige s-togscykelbilletter til Høje Tåstrup, hvorfra toget mod Haslev skulle afgå. På Høje Tåstrup var der ingen problemer med cykelbilletterne.

Vel fremme og godt hjulpet ud og ind ad tog fra fremmede, der rask bærer en cykel eller to, nåede vi frem til en have med sol og ikke alt for meget vind. Godt pakket ind indtog vi kaffe og kage, frugt og snak om både dette og hint på en hyggelig terasse.

De største børn fandt sammen i grupper mens de mindste legede ved siden af hianden. Drengene fandt fodbolden og mændene samledes efterhånden rundt om grillen og klarede den.

Midt i idyllen, blev der pludselig røre, stemmer blev skingre og der blev kaldt på søsteren min eller husbond hendes. De var væk – begge to, formentlig optaget af børn eller mad i husets indre. Jeg var nærmest, men rundt om hjørnet og blev mødt af et temmelig bloddryppende syn, da jeg vendte mig om.

Drengene var under legen væltet over hinanden eller måske fodbolden og Nicklas, min superseje nevø, af den slags der har klippekort til skadestuen, var trimlet lige ned i en legetøjstraktor, med et ordentlig hak i baghovedet til følge.

Hold op hvor er der meget blod i sådan et hovede. Barnet var ganske upåvirket og lidt overrasket over al den furore omkring ham. Jeg mente en afvaskning var på sin plads, om ikke andet så for at afgøre, hvor slemt det stod til.

På badeværelset forsøgte jeg i første omgang med engangsvaskeklude, søsteren min kom til, og mente måske bruseren var bedre. Af med tøjet, under bruseren og et snit på omkring 2 cm åbenbarede sig. Mon ikke en tur til skadestuen ville være en god ide….

Tilbage i bukserne og en ren t-shirt, et håndklæde om skuldrene og vi var kørende.
Søsteren min på føresædet mens jeg sad bagi, med Nicklas liggende tværs over sæde og mig. Emilie tog det i stiv arm, og skulle nok blive tilbage med yndlingsfætteren, onkel og den laks, hun havde set frem til, der skulle på grillen.

Det var ikke godt at vide hvor meget fart der havde været i det slag, så jeg tænkte han skulle snakke hele vejen. Som sagt så gjort og når yndlingsfaget er matematik og talforståelsen nærmest ufattelig høj, blev det regnestykker… 7x14 uden fejl, som 8-årig,  han er et mindre geni :)

På skadestuen ventede vi heldigvis ikke særlig længe. Nicklas var stadig fit for fight og klarede fint endnu en afvaskning, før såret blev limet og vi vendte tilbage til et bord, der undervejs var blevet fyldt og en grill, der stadig var i stand til at klare et par bøffer mere. Laksen var perfekt og resten af selskabet var heldigvis ikke nået længere i måltidet, end vi ikke sad som de sidste.

Det blev sent, men afsted måttte vi. Vi skulle nå det sidste tog. Emilie var ikke tilfreds, men måtte alligevel bukke under da trætheden overmandede hende.

Heldigvis er hun fantastisk til at sove i et tog, eller hvor vi nu er, vågne når vi skal af, manøvrere til næste tog og sove videre, inden hun helt hjemme gik omkuld og vist sov lidt længere end normalt.

En superhyggelig aften, jeg gerne gentager. – Men gerne uden skadestuebesøg.