Om sy-mojo og projektposer

Jeg ville så gerne gide sy. For år tilbage snurrede symaskinen døgnet rundt, men i dag kommer jeg aldrig rigtig i gang.





I et hjørne ligger den bunke, der er klippet og delvis syet, og som skal blive min nye vinterfrakke. Der er tid endnu og jeg er nødt til at nå det, for jeg har ikke noget varmt, når det bliver koldt. De sidste års frakker er slidt i stykker.

Jeg ved godt, at når jeg først sidder der, er det superhyggeligt, og jeg holder meget af at sy. Men jeg gør det ikke.

Mærkeligt nok.







I forsøget på at finde det der manglende sy-mojo, tænkte jeg at småt er godt. I Panduro var der udsalg af pakker med masser af små stykker stof i matchende farver og mønstre. Jeg købte to, og kombinerede med det store stykke hør, der for mange år siden skulle blive bukser.

Heldigt det lå øverst i bunken af stof, for jeg kunne ikke overskue at dykke ned.

Jeg klippede strimler og syede sammen. Jeg er sikker på den metode hedder et eller andet på patchworksk, jeg kalder det striber, og hyggede mig med hele projektet.

Inden strimlerne blev til striber parrede jeg dem, så de var nogenlunde farvekoordinerede, og med forskellig antal i hver bunke. Syede videre til sammensatte stykker, syede sammen til poser med bund og kombinerede med foer og monterede lommer.

Hver lille taske har to lommer. En usynlig med lynlås og en påsat uden. Indeni.















Her gik jeg lidt i stå. Dels manglede jeg lynlåse, dels var jeg pludselig helt blank i forhold til at sy lynlås mellem yderstof og foer, sammen med detaljer, uden at skulle sy i hånden.

Og jeg kalder mig håndarbejdslærer! Her gik det op for mig, hvor lidt jeg har syet gennem alt for lang tid. Jeg nåede gennem den tredie lynlås, før jeg nåede et resultat jeg var tilfreds med, og som ikke krævede at jeg enten skulle pille op, eller sy i hånden for at nå det fastsatte mål.

Undervejs satte jeg strategiske små løkker af resterne af de mønstrede stofstrimler, og havde en plan om et håndtag/pynt af lædersnøre. Det viste sig at virke, også selvom løkkerne blev noget større end nødvendigt.

Så ved jeg det til næste gang.















Lynhurtigt blev de fire færdige projektposer fyldt med igangværende projekter.

Planen om småt og godt er vist ikke skudt helt forbi. Det er lige før jeg har lyst til at kaste mig over vinterfrakken. Men først skal vil til Sverige. Det giver mulighed for at afprøve projektposerne ude i virkeligheden.





Emilie fylder nitten på torsdag, og ganske som vi plejer tager vi hinsidan og fejrer dagen. I år går turen til Göteborg, og på grund af en hyggelig sælger på billetkontoret, kører vi på første klasse derop. Når turen går den anden vej, klarer vi os med anden klasse, ganske som vi plejer.

Hjemme igen har Emilie inviteret familien til kaffe og kage. Hun har lavet en lang liste, og var ude og fouragere alt det, der kan holde længe, i dag.