Engelsk

Når man har svært ved sit eget sprog, kan et nyt være ren tortur. Efter Emilie er blevet bekræftet i at det er svært at læse og skrive, og hvad der ellers følger med af boglige fag, er det at lave lektier og gå i skole blevet meget rarere.

Formentlig fordi – og det har er helt min tolkning – at det nu er okey ikke at kunne, det er okey, at ting er svære, men så længe hun gør det bedste hun kan, er alt i orden.

Det gælder så bare ikke engelsk. Engelsk er omvendt, engelsk er forfærdeligt, hadefaget og faget hun på ingen måde føler, hun kan følge med i.

Jeg har flere gange talt med lederen af ordblindeskolen. Hun er en meget klog kvinde, der i den grad er i stand til at sætte sig i børnenes sted og gøre dem glade for det de kan. I forbifarten, fik hun på et tidspunkt sagt, at de starter helt forfra med engelsk, når de starter nye klasser op – for de ved godt, at den samling børn der starter i 5. klasse på ordblindeskolen, kan ikke engelsk.

Først for et par dage siden, kom jeg til at tænke på det igen. Pludselig slog det mig, hvorfor Emilie egentlig skal trækkes gennem nederlag på nederlag frem til sommerferien, i stedet for at droppe engelsktimerne og forhåbentlig få en succesoplevelse efter sommerferien.

Jeg er ikke bange for hun ikke når at lære det engelsk, hun skal lære. Hun går stadig kun i 4. klasse. Jeg er fra en tid, hvor engelsk først blev introduceret fra 5. klasse og allerede nu kan hun alligevel mere den jeg kunne på samme tidspunkt.

I går fik jeg fat i skolelederen, der umiddelbart synes det var en god ide, men gerne så jeg lige vendte det med læreren først.

Det gjorde jeg så i morges. Hun synes det var en fantastisk god ide, og havde selvfølgelig allerede spottet at Emilie ikke har en chance for at følge med – specielt efter de også er begyndt at læse og skrive på engelsk.

Så nu sidder hun hjemme og glæder sig over, at kunne møde 2 timer senere hver torsdag frem til sommerferien. Jeg glæder mig over, at vi får lidt længere morgener og kan hygge torsdag formiddag.