Fra Skagen Havn kørte vi mod Grenen og selvom et par af tøserne prøvede at overbevise de voksne om umuligheden i at gå helt ud til spidsen og det forbudte i ikke at køre med sandormen, måtte skoene alligevel kridtes og bentøjet bruges.
Derude i klitterne mellem marehalm og bunkere ligger Drachmanns grav.
Jeg måtte lige forbi og tage et billede. Mange forbipasserne har lagt en lille sten ovenpå greven, en skik jeg første gang stiftede bekendtskab med ved Jim Morrisons grav i Paris, men det tåler vel næppe sammenligning.
Her var dog ingen cigaretskod og anerkendelsen af kunstneren er nok den samme, så måske alligevel…
På begge sider lå store tankskibe mod horisonten, ventende på gennemgang til de danske farvande eller på vej tilbage igen. Dagen var grå og havet var roligt, men det gjorde ikke oplevelsen mindre.
En lang vandring senere hoppede de modigste af ungerne i og stod der med et ben i hver lejr. En enkelt havde været forudseende og havde pakket badebukser, håndklæde og tørt tøj.
De resterende blev inde på det lave vand, og så var der lige ungersvenden, der mærkeligt nok troede det var nok at smøge bukserne op… Han burde have vidst bedre og måtte gå med våde kolde bukser de næste par timer, inden det hele tørrede af sig selv.
Han nåede faktisk at blive endnu mere våd, end billedet vidner om :)
De pille, rode og rageglade børn, med Katja i spidsen fandt både en død fisk og en krabbe.
For ikke at tale om den halvdøde søstjerne der vuggede i vandkanten, og Katja hjemførte til et nyt liv i en balje med vand, sand og muslinger hentet fra standen nedenfor Lønstrup. Den overlevede dog ikke, men håbet holdt længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar