Bådpladsen

Den kutter der lå alene på bådpladsen første aften i Lønstrup, og allerede da virkede som et motiv, jeg havde den største lyst til at forevige, lå der heldigvis stadig, da jeg torsdag endelig havde mulighed for lidt alenetid med kameraet.

Vejret var skønt og mens jeg gik rundt og skød det ene billede efter det andet, nød jeg for en tid at være alene, få sand i skoene og solen der bagte fra en skyfri himmel.

I Lønstrup er ingen regulær havn. Sådan er det vist flere steder op langs kysten. I stedet er bådepladser, med kraftige spil og tykke wirer, der bruges til at trække bådene på land. Sporene i sandet vidnede om, at den enlige kutter ikke er den eneste i området.

Igen blev jeg slået af den vilde natur, der til stadighed viser sit ansigt og skærer igennem som den vil. Ikke som i den del af landet, hvor jeg normalt hører hjemme, hvor alt er kæmmet og ordnet efter menneskets bedste overbevisning, og den største naturoplevelse er Vestvoldens store befæstningsanlæg, der i sidste ende er menneskeskabt og kostede mange tvangsarbejderes liv.

Herude vestpå har naturen også kostet liv, men på naturens præmisser. Her får jeg allernådigst lov at være, hvis jeg husker at passe på og overholde de regler naturen sætter.