Da jeg var 13, var mit største ønske at få hul i næsen. Min mor sagde nej, og jeg rettede mig efter hende.
Da jeg fyldte 30, gik jeg fra ungernes far og begyndte en rejse, der endnu ikke er slut.
Jeg startede med det ungdomsoprør, jeg aldrig tidligere fik taget op. Fik spontaniteten tilbage og begyndte at kunne mærke mig selv igen.
Nogle af de mere håndgribelige tegn på forandring, blev en skamfering af kroppen, jeg aldrig kommer til at fortryde.
Jeg startede med en tatovering, en lille en på skuldreren. En krusedulle, der som regel bliver forvekslet med et kinesisk tegn. En krusedulle Emilie i en alder af 1½ satte på et stykke papir med den farve hun lige kunne nå, over bordkanten.
Først senere fulgte det længe ventede hul i næsen og dermed også indkøb af et utal af smykker, for de holder ikke evigt sådan nogle. Næsen er vist lidt udsat, de falder ud eller de små glasstumper forsvinder.
Jeg er glad for mine kropsudsmykninger, for de fortæller mig om de forandringer jeg har været igennem, om de mål jeg har nået og om at stole på sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar