Der er skole-hjem samtale i dag.
Vores tid er anbragt lige midt i min arbejdstid. Det kan ske, og egentlig kunne jeg sikkert godt få lov at gå den times tid det vil tage at komme frem og tilbage, og samtidig nå at vende den nuværende situation.
Jeg er af den opfattelse, at skole-hjem samarbejdet er vigtigt, at uanset hvad man som forældre ellers mener om skolen, er det vigtigt at støtte op om den, støtte op om barnets hverdag – generelt!
For lige nu kan jeg mærke at jeg faktisk overhovedet ikke har lyst til, at skulle gå fra mit arbejde, for en skole-hjem samtale. En skole-hjem samtale med et sted mit barn skal være de næste 11 uger, og så er det endelig slut.
Jeg går nærmest rundt i en bobbel omkring Emilies skolegang. Inde i mit hovede er det ikke andet end ren opbevaring, inden hun endelig efter sommerferien kan komme i skole.
Siden det i januar endelig blev dokumenteret at hun er ordblind, og hun efterfølgende fik en plads på ordblindeskolen, med start efter sommerferien, er mit engagement i den skole, og den klasse hun nu går i, dalet betragteligt.
Siden 1. klasse, har jeg været overbevist om, at hun er ordblind. Siden 1. klasse har jeg følt, jeg har løbet panden mod en mur af lærere og ekstradansklærere, der mente hun bestemt ikke var ordblind, men bare skulle koncentrere sig lidt mere.
Jeg har læst med hende hjemme, vi har kæmpet med lektier, hun ikke kunne overkomme. Jeg har læst og læst, når hendes evner ikke selv slog til, og hun har kæmpet en kamp, jeg følte, jeg var den eneste, der kunne se hvor bar hen.
Efter endelig at have fået lavet lavet den test, der siger det, jeg godt vidste, er så mange ting faldet på plads, samtidig er lektier noget jeg er blevet mere ligeglad med. Har hun lyst, hjælper jeg gerne, har hun ikke lyst, så går det nok.
Sjovt nok er lysten steget, måske fordi det pludselig er lovligt ikke at kunne det hele.
Selvfølgelig skal hun være med i de sidste måneder. Selvfølgelig skal det være rart for hende at være i skole de sidste måneder. Det oplever jeg også det er, men jeg oplever også helt klart et faldende engagement fra min side.
Lige nu betyder det, at jeg dropper skole-hjem samtalen. Jeg har ikke brug for – og specielt Emilie har ikke brug for endnu engang at skulle høre om manglende koncentration og du skal være mere stille i timerne, for det ved vi godt. Vi ved også godt at sådan er det, når det svært at følge med, når det svært at holde koncentrationen og bare har brug for anerkendelse af at sådan er jeg!
Jeg ved godt de ikke er så slemme, som jeg lige har gjort dem til, men jeg orker bare ikke… Så nu vil jeg gå med Emilie i skole og aflyse samtalen.
Hej Pernille
SvarSletJeg bliver lige nødt til at kommentere, for jeg troede faktisk, at der var sket noget på det område siden min datter gik i skole. Emilies hitorie ligner nemlig præcis min datters !
Jeg var fuldstændig overbevist om, at min datter var ordblind, men skolen ville ikke høre tale om det, og mente at vi bare skulle læse noget mere med hende derhjemme, og at hun "bare" skulle lære at koncentrere sig. De havde også den frækhed at foreslå, at hun måske var mere egnet til en Rudolf Steiner skole. Da hun endelig blev testet i 5. klasse, viste det sig selvfølgelig, at jeg havde ret, og så snart hun fik hjælp, gik det den rigtige vej. Ordblinde børn er nemlig slet ikke dumme, sådan som mange tror, nærmest tværtimod :-) De kompenserer på andre områder - min datter lærte f.eks tit læseteksten udenad for at snyde(tilfredsstille) læreren.
Da min datter i 10.klasse scorede et flot 11-tal i mundtlig dansk til eksamen, var jeg simpelthen så stolt.
I dag læser min datter på niversitetet. Det er mindst fem gange hårdere for hende end for de andre at få læst pensum og lavet opgaverne, men hun er stædig og vant til at have alle odds imod sig. Men hun skal nok klare sig. Og det gør Emilie også nu når hun får hjælp - bare vent :-)
Jeg synes bare jeg ser det for tit - børn der falder igennem og ikke bliver hjulpet i et system, der burde kunne - Æv!
SvarSletJeg er overbevist om, at når først hun kommer videre, sker der noget. Faktisk oplever jeg der er sket noget, bare siden det er blevet anerkendt, at hun ikke er som alle de andre. Men det kan helt sikkert blive bedre.
Jeg er fuld af tillid til at der vil ske noget de kommende år, og derfor er det ikke så vigtigt lige nu, når hun alligevel skal blive i den almindelige folkeskole, frem til ordblindeskolen starter efter sommerferien.
Tak fordi du delte Irene, jeg tror desværre der er rigtig mange derude, der ikke får den hjælp, de har brug for :)