fredag den 9. juni 2023

Victoriana

 

Med Anders' sweater færdig, blev der tid til at finde hengemte projekter frem igen. Jeg har et par stykker, som jeg gerne vil have færdige. 

 

 

Det første var sweateren til Emilie. Sweateren strikket af meget varm lodden alpaca. Jeg manglede ikke meget, bare ti centimeter ærme. Men hold op hvor har det været varmt at sidde med.

Jeg blev færdig for et par dage siden, og i går indvilligede Emilie i billedetagning. Der var varmt, hun var ved at segne, så vi fandt en krog med skygge og forsøgte at gøre det hurtigt. 

Det viste sig at være præcis det rigtige tidspunkt. I morges var vejrret slået om, det var koldt da hun skulle af sted, og selvom det nok skal blive varmt i løbet af dagen, skal hun have nok have glæde af den, da hun hun kørte mod skolen. 









Design: Victoriana af Helene Arnesen, designeren bag Fabel Knitwear.

Modellen kan findes i den ret lækre bog Fabel Knitwear Volum 1, som jeg brugte en del tid på at få fat på sidste år, som jeg har på originalsproget (norks) og som Emilie har forelsket sig i mindst halvdelen af modellerne i.

Der er lagt op til mere strikketid til Emilie. 


 

Garn: Drops Melody i farven 15/Beige. 

Jeg købte Drops garner til Emilie i adventsgaver sidste år, for at vise hende at garn også kan købes, når man er studerende og ikke har det store overskud. Det her var et af dem. 

Der gik 320 gram til hele trøjen. 


Pinde: 5,5 til hele kroppen. 4,5 til manchetterne, for at få dem til at sidde tæt.



Størrelse: Jeg har lavet en hybrid. Jeg startede med den største størrelse, stoppede midtvejs ved den mellemste størrelse og endte tilbage ved den største størrelse.


Bemærkninger: Emilie var meget specifik i sine ønsker. Hun ville ikke have den høje hals eller de meget lange manchetter, der gav ærmet skinkeform. 

Jeg slog op og sprang halsen over og gik direkte til skulderudtaget. Jeg har strikket Fabel Knitwear før, og havde glemt at der ofte ikke er så meget halsudskæring i hendes opskrifter. Det husker jeg til den næste model.

Som det blev, endte jeg med at sy halsen så meget ned som jeg kunne, både for og bag. Den færdige model kunne godtt have tålt noget mere udskæring fortil, men det bliver ikke anderledes. 

Da skulderudtaget passede med Emilies skuldre strikkede jeg ærmerne efter opskriften. For at få masker nok til kroppen, tog jeg ud til både ærmer og krop ved de sidste fire udtag på ærmet. 

Jeg lagde 10 masker til under armen (den største størrelse).

 

 

Kroppen er en smule cropped. Ganske som Emilie bedst kan lide det. Jeg prøver en del undervejs, for at sikre at alting får den rigtige længde og bredde. 

Ærmerne strikkede jeg lige ned, til de havde fuld længde inklusive plads til den ekstra vidde forneden.

Jeg tog kraftigt ind og strikkede to omgange med 2 ret sammen hele vejen rundt. Jeg endte med 28 masker til manchetten, skiftede til en mindre pind og strikkede rib  med tre mønstergentagelser.

Jeg har sat et bånd hen over indersiden af skulderen, for at holde på formerne. 

 

Emilie var som sagt glad for den i morges, inden hun gik.

 

Du kan se flere billeder af sweateren på Ravelry.

 

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar