Jeg har pakket. I morgen tager jeg til Aarhus, med udsigt til seks dage helt alene. Jeg glæder mig.
Inden jeg nåede så langt, hentede jeg Oscar i børnehaven og kørte til Kongens Have. Emilie og jeg havde planer om at se marionetteatret fra forleden, men af en eller anden grund, spillede de lige præcis ikke i dag.
Vi prøver igen en anden gang.
I stedet gik vi på legepladsen. Det var også en del af planen. Legepladsen i Kongens Have er en de legepladser, der ser helt vildt lækre ud, men ret hurtigt bliver lidt kedelig. Oscar prøvede det hele, var ret vild med dragen i midten og ville gerne have is.
Da jeg hentede ham var han en sød lille kat, der ind imellem blev lidt skrap. Vi blev enige om at det er godt katte har pels, for det var faktisk lidt koldt. Da det begyndte at regne, blev vi enige om at den indendørs legeplads ved Trianglen var en god ide.
Oscar kunne godt huske vi var derinde og ville gerne tilbage.
Sådan en hverdag er der meget mere plads i Remisen, vi hyggede, lavede mønstre, malede, kravlede vidt, hoppede og slog kolbøtter - eller det sidste var mest Oscar. Sidste gang ville han gerne ned ad brandmandsstangen, men turde ikke.
Denne gang lykkedes det. Først med hjælp, siden med tro på hjælp, og da det viste sig han kunne selv, kunne han selv. Det er så fedt at se ham vokse med opgaverne, tro på sig selv og forsøge, selvom han har brug for at være forsigtig.
Vi fandt mad på vej hjem, inden vi afleverede hos en far, der synes det var rigtig fint at komme hjem, og være uden barn et par timer.
Vi har aftalt jeg henter tidligt igen næste tirsdag. Det gider jeg godt, og da er jeg hjemme igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar