Bål i sommervarmen

 

Sommerferien nærmer sig med raske skridt. I dag var sidste tirsdag med bål. Vi fortsætter efter ferien, men det var alligevel lidt mærkeligt. 

 

 

Vi besluttede at skoleårets  sidste båldag skulle indeholde pizza. Sidst vi gjorde det, var det et hit, det var det også ii dag, men på helt andre planer end antallet af børn. 

Der kom ikke så mange, som der plejer. Flere havde efter sigende ment at det alt for varmt til bål. Dem om det.

Hele bålprojektet er en fantastisk oplevelse, som vi så småt startede sidste år, og i den grad har udviklet i år. Vi har lavet bål hver eneste uge hele året. Louise og jeg. Der har været enkelte gange vi har aflyst - fordi vi ikke har været der, og en enkelt gang fordi der var snestorm.

 

 

Havde nogen spurgt mig for et par på siden, om jeg ville blive sådan en, der laver bål hver uge, har det praktiske tøj liggende klar i klubben og endda i dag lykkedes at tænde bålet med et ildstål, havde svaret været nej. Bål har aldrig været noget der tiltalte mig. 

Men det bålet kan, og alle de pædagogiske overvejelser vi har omkring alt det vi vil med bålet. Det vil jeg gerne have mere af. 

Gennem de sidste to år - specielt i år  - er bålet blevet et pædagogisk redskab. Vi oplever børn blomstre, vi oplever børn skabe nye relationer og vi oplever børn, der har det svært være gode til noget. 

Der var engang bål var sådan noget vi gjorde og børnene kom ud til, blev serviceret omkring og gik fra igen. Nu skal de slev lave maden, selv ælte dej, rulle ud, bage på panden, og være med til at sætte præg på. 

Vi har udvidet med en økse, børnene hugger brænde, børnene tænder bål - vi er nødt til at have nogle ildstål, så de også kan lære det, i stedet for at stryge en tændstik. Og vi har den grad talt pædagogik.

 

 

Det er ikke mange tirsdage siden vi introducerede det der med at samle dejen og ælte selv. De arbejder i makkerpar, og mens vi de første gange skulle hjælpe en hel del, satte de sig bare i dag, blandede mel og vand og hvad der ellers skulle til og  inkluderede, når nye børn dukkede op. 

Det var så fedt at se. 

At opleve to børn, der ellers aldrig har snakket med hinanden ender som makkerpar, bager og braser og ender med at gå lystigt snakkende ind til Klubben igen, det er noget nær topmålet og det hele værd. 

Det der bål kan så meget. Og vi er slet ikke færdige med at udvikle.