mandag den 26. juni 2023

Ferie, ferie, ferie

 

Jeg har ferie, så jeg startede selvfølgelig med at tage på arbejde. 

Jeg havde en aftale med mine kommende teams om en snak om det kommende skoleår. Vi fik styr på en masse, og fandt ud af hvad vi ikke havde styr på.

 

 

Jeg havde et håb om at mit skema måske ville være til at få fingre i, for i år har puslespillet i den grad været svært og en enkelt lille fejl i skemaplanlægningsprogrammet betød at jeg havde undervisning på et tidspunkt, hvor jeg under ingen omstændigheder kan. 

Det ser ud til det lykkedes. Efter sigende er timerne flyttet. Jeg nåede også at få endnu en oplysning som jeg først havde forventet at vide noget om på den anden side af ferien.  

I Håndværk og design er vi to undervisere om en klasse. Jeg skal have mine egne to 3. klasser næste år. I den ene klasse ved jeg hvem jeg skal være sammen med, og vi har planlagt at holddele, så vi hver står med en halv klasse og vi hver står for en del af værkstedet. Jeg får det hårde - sløjd - mens min makker er rigtig glad for at sy, og derfor står for det bløde. Vi bytter når vi er halvvejs gennem året. Jeg synes jeg har vundet - jeg håber hun synes det samme. 

I den anden klasse har jeg ikke vidst hvem jeg skal være sammen med. Der var noget med en nyansættelse og sådan nogle skal jo ansættes, før jeg kan vide noget. Jeg nåede at få med, at jeg skal være sammen med en tidligere barselsvikar, som fortsætter næste skoleår som fastansat. Jeg nåede ikke at fange hende, så det må vente til lige inden skolestart, på den anden side af ferien. 

 

 

Jeg ved hun har haft Håndværk og design før, men jeg har ikke den store viden om hvad hun kan byde ind med. Altså kan jeg godt mærke at jeg går rundt og planlægger i tre dimensioner. 

Enten holddeler vi - det vil jeg helst. Det er min oplevelse at jeg som underviser kommer længere rundt og når mere alene med en halv klasse, end to sammen om en hel klasse. Hvis vi holddeler skal jeg enten havde den bløde eller den hårde afdeling. Jeg har en plan klar for sløjd, men jeg er også nødt til at have en plan for den anden del. Det kan også være jeg ikke  kan sælge ideen om holddeling - så er jeg nødt til at have en plan for begge dele af værkstedet hen over et helt år. 

Det er egentlig et luksusproblem, for jeg har masser af ideer. Og har efter tre år lært en hel masse om hvad jeg ikke skal gøre, hvad jeg vil gøre anderledes og hvad der virker.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar