Tohundrede og enogtredive dage

Langt de fleste sætter en dato, inviterer, bliver gift, holder fest og tager på bryllupsrejse umiddelbart efter. Sådan cirka.

Så er der dem, der gifter sig i hemmelighed (men fortæller det ret hurtigt, for de kan alligevel ikke holde på en hemmelighed), venter flere måneder, før de tager på bryllupsrejse, og endelig efter tohundrede og enogtredive dage - med håb om godt vejr - inviterer til fest.

Sådan nogle var jeg til fest hos i går. Den kvindelige halvdel af parret er en af mine skønne kolleger og den anden halvdel, kender jeg som temmelig sød og rar.

Vejret viste sig venligt stemt. Selskabet var upåklageligt, maden fantastisk lækker og timerne mange - og små, inden Henrik og jeg valgte at sadle cyklerne og følges hjemad.

Parret holder af jazz, og ved sidste års jazzfestival, havde de fornøjelsen af et hyggeligt lille jazzband, der efterfølgende lod sig lokke til at stille op i en privat have en aften i juni og spille, mens vi andre hyggede, spiste og havde det skønt.

På et tidspunkt pakkede de sammen, og en af gæsterne overtog musikken, sammen med et anlæg mange sikkert vil misunde.

Men inden da dukkede kagen op. Kagen Anja havde fået en bekendt til at lave, og som ikke bare var pæn på ydersiden, men også indeholdt alt det gode, sådan en kan indeholde. Sådan en kage, der efter et enkelt stykke, får en til at ønske at have en livrem, der lige kunne spændes tre-fire huller ud.

Efter maden var pakket væk, blev der plads til dansegulv - det kunne mine ben mærke, da jeg kom hjem. Siden var der fri bar og en bror, der forstod at lave mojitos. Anja havde på forhånd vidst, der nok blev brug for mynte, og fyldt haven. Mojitos med friskplukket mynte bliver næppe meget bedre. I hvert fald kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde fornøjelsen af mere end en... eller to....eller tre af slagsen.

I dag er jeg træt. Men ellers i fin form. Og faktisk en lille smule overrasket. Jeg håber bare brudeparret også har det godt :)