Det nydelsesfulde otium

Er der ikke en eller anden lov der dikterer, at alting altid skal falde lige oven i hinanden? Således klarede vi lige en kæmpe fest i tirsdags, ryddede det hele op i går, for at starte forfra i dag - omend i en noget mindre målestok.

En højt skattet medarbejder, der har været i SFO-regi fra dengang det hed fritidsklub, og som nu passer børn af børn, der dengang gik i fritidsklubberne, har haft sin sidste arbejdsdag.

I dag var det tid til at sige farvel. Farvel til børn og forældre. Farvel til kolleger og alle de andre, der cirkler rundt i arbejdsområdet. Mens børn og forældre, bedsteforældre og alle andre, der synes de havde en grund til at sige farvel, blev bespist med kage og mulighed for ord af mange dimensioner i den afgåendes egen afdeling, lavede vi hos os mad.

Som sædvanligt kunne man sige. Fordi vi er dem, der godt kan lide det. Som har tiden. Eller holder af at diske op. Og finder tiden. Fordi det virkede som den bedste fordeling. Kunne man også sige. Det er sådan ligemeget, hvad man siger. I sidste ende, var det os, der sørgede for god mad, lækker salat og dejlig kage til dessert. Og hyggede os. Også da jeg midtvejs pludselig kunne mærke sukkerkoldheden - det var der heldigvis råd for. Da åbningstiden var forbi, børn og forældre gået hjem, og tiden var til dejligt samvær og farvelhilsner personalet, familien og andet skolepersonale imellem, dukkede de alle op hos os, og dejlige timer stod på programmet.

Den nu otiumnydende, blev mere end glædeligt overrasket. Havde ikke regnet med helt så stort et arrangement. Men det manglede da bare. Synes vi.

Det var skønt at få lov at sige farvel. Og det var skønt at se glæde i de øjne, der på et tidspunkt havde svært ved at se frem, til en tid uden arbejde.

Hjemme igen kiggede Ungersvenden lige forbi til en snak og afhentning af manglende effekter. Jeg nåede at blive en bageform fattigere. Han blev glad for nyerhvervelsen. Jeg nåede også at konstatere at hjemmefraflytningen har været præcis så god for ham, som jeg forudså. Måske endda bedre.

Tilbage er så bare tanken om i formiddags, hvor Anders og jeg lige nåede at komme i tanke om, at dagen i dag, er præcis ni år siden vi startede vores kærestekarriere. Det er altså lang tid. Som er gået forbavsende hurtigt :)