tirsdag den 12. juni 2012

En vrang løs af


Jeg plejer at gøre mig til af, at jeg er ret god til at aflure eller aflæse både opskrifter, og strik jeg ser i det fri. Ingen regel uden undtagelser, og en af undtagelserne opstod for længe siden, da jeg første gang gik om bord på Frankie Browns: Ten Stitch Blanket.

Fidusen er, kun at strikke over ti masker. Hele tiden. I ren ret. Du starter i midten, og arbejder dig ud. Rundt og rundt og rundt og rundt. Som et langt bånd.


Sammenstrik

Retsiden. Pænt sammenstrikket.


Undervejs strikkes båndet sammen, så der ikke slutteligt er nogen sammensyning. Det er genialt. Men ikke om jeg forstår vejledningen i sammenstrikken. Jeg forstår godt systemet, men jeg kan simpelthen ikke læse mig til, hvad det er jeg skal.

Så jeg gjorde det på min måde. Jeg er ikke sikker på, at forskellen er så stor. Jeg forstår bare min måde - jeg har stadig ikke forstået opskriftens. Den synlige forskel er, at med min metode kommer de yderste masker til at ligge på bagsiden, som sømrummet på noget syet. Frankie Browns metode ser, så vidt jeg kan vurdere, ens ud på begge sider.


Sammenstrik

Vrangsiden. Maskerne ligger pænt side om side.


Med fare for ikke at være bedre end opskriften og forklaringen, er her min metode til sammenstrik undervejs:

Hemmeligheden er ganske enkelt en vrang løs af med garnet foran arbejdet - det med foran er vigtigt.

Mit tæppe er strikket udelukkende med retmasker. Metoden kunne også bruges ved glatstrik, mønsterstrik eller noget andet strik - det handler udelukkende om kantmaskerne - den yderste maske i begge sider.

Det er heller ikke nødvendigvis nødvendigt kun at arbejde over ti masker. Eller rundt. Det kunne være en sweater i baner, en nederdel med indtagninger midt i kilerne, eller noget helt tredie - når bare det skal strikkes sammen.


Jeg burde nok starte på retsiden, men nu bliver det lidt omvendt.

Fra vrangsiden - det vil sige den side, der starter yderst. I modsatte ende af sammenføjningen - tages første maske vrang løs af med garnet foran arbejdet.


Sammenstrik

Yderst på vrangsiden. begyndelsen på en vrangmaske, der aldrig bliver strikket.


At tage en maske løs af, betyder at flytte den fra den ene pind til den anden, uden at strikke den. Når masken tages vrang løs af, betyder det, at højre pind stikkes ind i masken, bag garnet, som skulle der strikkes en vrang, og flyttes inden masken strikkes.

Når garnet er foran arbejdet (det er det automatisk, når der er tale om en vrangmaske) bliver masken drejet en halv omgang, når den er flyttet til højre pind, og garnet trukket, så det igen er bag arbejdet og klar til næste maske.


Sammenstrik

Yderst på vrangsiden. Masken taget løs af og tråden tilbage på bagsiden.


Det var det. Den yderste kantmaske er strikket, og resten af maskerne frem til sidste maske er klar til lige præcis den form for strik, du måtte foretrække. Jeg strikker som sagt bare ret.

Den inderste kantmaske på vrangsiden er sammenstrikningsmasken. For at få sammenstrikningen pæn, er det vigtigt at alle de yderste kantmasker er taget løst af, som beskrevet ovenfor, for det er nu, de skal stå deres prøve.


Sammenstrik

Inderst på vrangsiden. Den sidste maske.


På mine billeder er jeg ved at strikke med lyst garn, og skal strikke det lyse sammen med en mørk grøn.

Den inderste kantmaske tages ret løs af - flyttes fra venstre til højre pind, uden at blive strikket. Derefter strikkes en maske op gennem den mørkegrønne del. Før højre pind under den klart definerede og tydelige kantmaske i det mørkegrønne strik, slå om pinden, og træk garnet tilbage gennem det grønne strik.


Sammenstrik

Inderst på vrangsiden. Strik en ny maske op under den yderste kantmaske på det grønne.


Der er nu en maske for meget på pinden. Nummer to maske på pinden - den der før var den yderste, og som blev taget løst af - trækkes over den nye maske. Det var sammenstrikningen.


Sammenstrik

Inderst på vrangsiden. Træk den løse maske over.


Der er igen det rette antal masker på pinden - her ti, og lige under pinden, ser det en smule underligt ud, mens maskerne fra de to stykker, ligger pænt side om side længere nede.


Sammenstrik

Vrangsiden efter sammenstrik.


Så skal der vendes, og retsiden skal strikkes.

Retsiden starter inderst.


Sammenstrik

Retsiden, lige efter vendingen.


Den første maske ligger helt inde i det sammenstrikkede. Igen tages den første maske vrang løs af med garnet foran arbejdet.


Sammenstrik

Inderst på retsiden. Endnu en vrang løs af med garnet foran arbejdet.


Sammenstrik

Inderst på retsiden. Og garnet er tilbage på bagsiden. Masken er drejet, så den ligger pænt.


I det øjeblik, masken er flyttet fra den ene pind, til den anden, garnet er trukket om på bagsiden og lidt til, vender masken sig, så den nu ligger pænt på bagsiden og resten af retsidens masker kan strikkes som det falder bedst - Jeg strikker som sagt bare ret.

Den yderste kantmaske på retsiden strikkes ret. Det er vigtigt, ellers bliver kanten ikke pæn.


Sammenstrik

Retsiden.


Det var det. Så er det bare at fortsætte, pind efter pind efter pind efter pind...

4 kommentarer:

  1. Det var dog lidt af en fidus. Heldigvis laerer man hver dag. Tak for at du deler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt Lin. Jeg håber bare nogen kan bruge det :)

      Slet
  2. Så morsomt,det må jeg prøve.Helt tilfeldig kom jeg inn på denne blogg og jeg liker å strikke.hilsen Anne-Lise

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne-Lise, der er altid skønt at lære noget nyt :)

      Slet