En dag med Zacharias

Vi har hygget. Vi har set Biler - mere end en gang. Vi har spist chips og drukket Cola - saftevand gælder også som Cola, åbenbart. Vi har købt ind, været ude, og konstateret at moderne legepladser med klatremuligheder og sanseoplevelser ikke er målrettet de mindste og mest kortbenede børn. Vi måtte opgive rutsjebanerne, der ellers er et hit.

Vi har kigget på målebåndets tal. Min hæklenål og strikkepinde har fået misbilligende blikke - hvad gør sådan nogle egentlig godt for? Vi har spillet computer, lavet hjemmelavet pizza og set Biler.

Vi har skiftet hele outfittet, da mosteren ikke lige overvejede muligheden af, at alt det indtagne drikbare også skulle ud igen. På den mindre sjove side, har jeg skiftet ble - med gevinst - mere end en gang. Jubii.

Vi har holdt i hånd, diskuteret hvorvidt veje eller fortove må køres på. Eller bruges til at gå på. Vi har hoppet fra stolpe til stolpe. Fra pæl til pæl. Fra hver enste ophøjning i terrænet til den næste.

Ved besøgets afslutning stod det klart, at barnet ikke ville hjem. Jeg tager det som et positivt tegn. Jeg har lovet, han må komme igen - og sove her. Vi har vinket farvel, knuset resten af familien og vinket behørrigt på vej ned ad trappen.

Vi er trætte - både de hjemmeværende og det hjemkomne Tøsebarn, der har oplevet regnvejr, vådt tøj, fodbold i det fri og sjov på Bakken.

Jeg havde glemt hvor lidt tid til strikkepinde, sådan en størrelse byder på. Nu savner jeg dem. Jeg tror bare, jeg slår mig ned i sofaen og griber om pinde og garn... eller falder i søvn.

Jeg glæder mig til næste gang. (Og glæder mig over afleveringsmuligheden).