fredag den 1. juni 2012

Fredag er foreløbig...


Fredag startede med niendeklassernes afslutningsrevy. For første gang i flere år havde de selv skrevet det hele. De havde mange gode momenter med. Mange gode replikker og mange gode små historier.

Desværre bar revyen præg af, at de ikke har fået noget hjælp. Bare en lille smule ville have været godt. Synes jeg.


Afgangselev mod afgangselev


Fredag var også den obligatoriske kamp mellem barberskumskastende niendeklasser bevæbnede med de eftertragtede karameller, og alle dem, der kom dem i vejen. Øverst på listen over ofre er de selv, de nærmeste lærere og de pædagoger, der har gjort indtryk.

Jeg valgte at kaste mig ind i kampen i år. Trods barberskummets mindre pæne sider - det hverken lugter eller smager godt. Det er svært at høre med ørene fulde og det er ikke rart at få i øjnene. Heldigvis er ansigtet ikke som udgangspunkt det største mål, men i kampens hede, er det nemt at tage fejl.

Et bad senere, og mere end en hårvask,  var jeg klar til næste punkt. Fredag har også været fodboldkampen mellem de glade afgangsklasser og lærerne/pædagogerne. Mens samtlige elever hopper rundt på banen - både dem, der kender reglerne og dem, der ikke gør - er antallet af personalerepræsentanter langt mindre, men oftere langt mere regelrettede.


Børnene mod de voksne... Det kan nogen gange være svært at se forskellen


I år var der en del fodbolddrenge imellem - af den hårde slags. Dem der spiller i klubber, der gør sig til og har noget at have det i. Alligevel endte det med et nederlag til de efterhånden hårdt prøvede elever, der måske nok så mere frem til aftenens udskejelser, end kampens resultat. Vi kan ellers bedst lide, når de vinder - når de i mange år efter kan glæde sig over, at have tværet både lærere og pædagoger i den afgørende kamp.

Fredag har også været dagen, hvor Emilie satte en skov af nåle i en pude. Dagen hvor den søde tidligere kollega, kom forbi til både syning af bukser, snak og hygge - men bestemt også samtlige foregående punkter.


Nåleskov


Samme søde tidligere kollega, var en tur hjemme og runde, og kom tilbage med lækker rom, der kunne hjembringes til fødselsdagsbarnet. Heldigt, når fødselsdagsbarnet holder meget af rom.

Fredag var dagen, hvor gallionsdamen fik ansigt. Nu mangler bare kjolen, som hun fortsat må finde sig i bærer præg af sit avisophav. Hun får lov at vente weekenden over, mens jeg glæder mig over, at der er masser af fredag tilbage, god mad i vente, og starten på en kage sunder sig i køleskabet.


Gallionsdamen med ansigt og aviskjole

2 kommentarer:

  1. Herlige billeder. PÅ mine børns skole var der også karamelfest idag. Det er jo et kæmpe hit! Ærgerligt at de gode revytakter blev trukket lidt ned. Tror du det er fordi de er så mange om det at de står lidt i vejen for hinanden? På Fejø stod 3 og 4 klasse helt selv for at skrive og opfører stykke to gange om året og det gjorde de fortrindeligt med sjove replikker, dansenumre og musiknumre. Hele den propfulde sal var glimrende underholdt. Her i Holstebro får 6 klasserne masser af hjælp til deres teaterstykke og får udleveret færdigt stykke. Alligevel var det faktisk ikke nær så godt. Tankevækkende tænker jeg.

    SvarSlet
  2. Marina, jeg synes det giver rigtig meget stof til eftertanke. Uden at vide noget om Fejø, har jeg fornemmelse af, at det kreative på ethvert plan er vægtet højt. Det er desværre ikke den opfattelse jeg har af skoledelen, af min egen arbejdsplads.
    Jeg tror det betyder, at ungerne ikke har den forudgående viden, til uden videre at skrue en opsætning sammen, der også bliver værd at se. De havde rigtig mange gode ideer og rigtig mange gode vinkler. Det er bare ærgerligt at de ikke fik den hjælp, der skulle til, for at hæve det til et højere niveau. Specielt fordi det snarere er regelen end undtagelsen, at årets revy er skrevet på forhånd og blot skal øves.
    Jeg tænker det er noget af det samme, der gør sig gældende i Holstebro.
    Jeg tror den kreative proces er lige så vigtig som den boglige. Det er bare ikke min opfattelse, at der bliver givet plads til den i særlig mange helt almindelige folkeskoler.

    SvarSlet