Det første af de mystiske sjaler er færdigt. Ikke det jeg startede først, for det mangler stadig et clue, men det andet. (Det tredie er lige slået op... og det fjerde koom jeg til at købe, men starter først om godt fjorten dage...)
Jeg har tidligere savlet over Kitman Figueroas kreationer, så det var ikke svært at tage beslutningen om at følge med i noget jeg ikke anede, hvor skulle ende. Den beslutning er jeg glad for jeg tog.
Det har været en fryd at strikke. Også selvom det er fyldt med drejede ret og vrangmasker, der ikke er gode for mit håndled, men giver et flot resultat.
Opskriften var ikke den mest velskrevne, jeg nogensinde har mødt. Der var ikke nogen fejl, den virkede bare ikke så gennemarbejdet, men hvad gør det, når enden er god. Det der irriterede mig mest, var at de blanke felter i diagrammet ikke betød ret, men vrang. Mit hovede vil helst det modsatte, og mere end en gang nåede jeg at strikke en ret i stedet for en vrang. Jeg opdagede det heldigvis hver gang, så jeg har ikke været ude i, at skulle pille op eller strikke tilbage.
Det færdige resultat sidder allerede om min hals, og der kan det sidde længe. For det er skønt - og ikke kun visuelt - den lækre kombination af silke og tang, jeg fik af Bettina da jeg havde fødselsdag sidste år, er helt igennem fantastisk. Også at strikke af.
Sjalet er i første omgang inspireret af eventyret om Hans og bønnestagen. Undervejs ændrede designeren navn inspireret af havet og bølgerne. Jeg har valgt at hænge fast i bønnestagen, som jeg synes er et godt navn.
Fryd, fryd, fryd...
Design: Seigaiha by Kitman Figueroa
Garn: Handmaiden Sea Silk i en skøn grøn. Garnet er en kombination af 70% silke og 30% tang. En spændende kombination, der er helt igennem lækker og blød og dejlig at strikke af.
Det færdige sjal vejer 146 gram.
Pinde: Jeg har brugt pinde størrelse 4 mm.
Størrelse: Sjalet findes kun i en størrelse.
Mit færdige sjal har et vingefang på 154 cm og måler 64 cm fra top til spids.
Bemærkninger: Allerede ved clue nummer to, begyndte jeg at overveje hvordan midterpanelet - eller bønnestagen - skulle ende. Jeg synes det ville være fint, hvis den fik lov at fortsætte.
Da det sidste clue lå i min mailboks og det blev tydeligt, at sådan skulle det ikke være, ventede jeg med færdiggørelsen til jeg havde set nogle færdige resultater. Det var egentlig ikke så svært, for jeg var på det tidspunkt lidt bagefter.
Ifølge det originale mønster ender bønnestageni en spids, hvilket jeg synes er fint. Men det betyder, at resten af sjalet bliver trukket ind øverst, og det synes jeg er knap så fint. Så jeg valgte at lave en alternativ afslutning.
Jeg fiflede lidt med de sidste ti pinde, for at kunne få tre ekstra og dermed få nok pinde, til at midtermønstret kunne strikkes færdigt. Derefter strikkede jeg kanten hen over de midterste masker over kantmaskerne i den ene side, og strikkede samtidig maske efter maske sammen med kanten.
Jeg sluttede med at sy kantmaskerne fra den ene side sammen med kantmaskerne fra den anden side med maskesting, så kanten ender med at se ud som om den aldrig slutter.
Jeg er temmelig tilfreds med resultatet.
Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.
Hvor er dit sjal bare smukt. Flot farve og fascinerende mønster. Et imponerende resultat.
SvarSletBalles Bazaar, det er et helt fantastisk mønster. At se det gro frem, var en ret speciel oplevelse :)
SletDet er fantastisk smukt. Bare jeg kunne.....
SvarSletTusind tak Deborah. Jeg er sikker på, du kan en hel masse, jeg ikke kan :)
SletHvor er det bare et smukt sjal :)
SvarSletFedt med til noget man ikke helt ved hvad er :)
KH Micha
Micha, det var vildt at se det vokse frem på pindene. At resultatet blev så smukt, havde jeg slet ikke drømt om :)
SletDet er vel nok blevet flot, og farven er jeg altså helt vild med
SvarSletLydert, jeg synes det er så smukt :)
Slet