På skovtur

 

I løbet af indeværende skoleår har et nyt fag set dagens lys. Faktisk flere nye fag - lokale valgfag. Helene startede lige efter sommerferien og helt ny stod hun med udfordringen at skabe nogle timer, der kunne være noget for en tredjedel af syvende årgang.

Hun var ret hurtig til at vælge noget med idræt, og gennem året har hun haft mange gode timer sammen med de store elever. For nogle måneder siden, havde hun og Tine, fået den strålende ide at idrætsholdet skulle på vandretur på Midtsjælland, en mandag. Turen betød at andre timer måtte inddrages, og at holdet får fri fra valgfag en anden mandag.

Udgangspunktet var, at både Tine og Helene er vokset op på Midtsjælland, i samme område, i to nabolandsbyer, men med mange af de samme oplevelser. Trods en aldersforskel på omkring tredive år. 

Mens de snakkede, tegnede og fortalte, havde planer om at de store børn skulle se deres hjemmebane, fik jeg vildt lyst til at komme med. Jeg har undervisningsfri mandag, mandagsstudiet er slut og jeg havde tid. Altså lavede vi meget hurtigt en aftale om, at selvfølgelig skulle jeg med. 

Vi mødtes mandag morgen. Jeg nåede at forberede ny undervisning til min vikar, for Kristine synes klassen havde spillet rigelig skak, og jeg havde stadig eksamensfri. 

Vi startede ud med en gå- eller cykeltur til Husum Station, hvorfra vi tog S-toget til Valby, hvor visse af eleverne stiftede bekendtskab med regionaltog - mod Hvalsø. Efter en bustur blev vi sat af ude midt i ingenting, eller ved Skov Hastrup, hvor Helene trådte sine barnesko.

Mens Helene udpegede det hus, hun var vokset op i, eleverne på ingen måde forstod at man rent faktisk kan bo så langt ude på landet - uden en Netto, og i øvrigt ikke mente de kunne gå ret langt, lød spørgsmålet:

Hvad siger man herude? Man kan jo ikke sige: Den må du længere ud på landet med!

Vi gik gennem overdrev og skov mod Avnsø. Undervejs kom vi forbi vævestuen, som så ret spændende ud, men desværre var lukket. Mens vi gik der skete der noget med børnene. De glemte at de ikke gad på skovtur. De glemte at de var langt ude på landet og ikke kunne gå. De store syvende klasses børn begyndte at lege, de lavede kortfilm, havde gang i mange fantastiske fortællinger og både løb og grinede. 

Turen var smuk, landskabet fantastisk og stilheden ude på landet skøn. 

Ved Avnsø - cirka midtvejs på turen, dybt inde i skoven uden mobildækning - gik vi ned af en skrænt af den slags, hvor rødderne fra et træ danner trapper hele vejen ned. Det var nemt at gå ned. Måske for nemt. 

Jeg gled, tog fra med venstre hånd, hørte et lille knæk, men var mest fokuseret på haleben og ankler, der før har gjort ondt. Der skete hverken noget med haleben eller ankler. Til gengæld gjorde det ondt i håndledet. 

De store børn var hurtige til at spørge til mit velbefindende. For sådan er de også - inden de legede videre og knap havde tid til at spise. 

Der var stadig en tre-fire kilometer til Ny Tolstrup, hvor vi så huset Tine var vokset op i, og der var en fin legeplads ungerne kunne benytte, mens vi ventede på bussen. På det tidspunkt var de store børn temmelig ligeglade med, hvor de voksne havde boet. De var trætte, men synes bestemt at legepladsen var en god ide. 

Der var ikke så meget andet at gøre end at gå. Jeg holdt om håndledet hele vejen. Det gjorde ondt, det var til at have med at gøre, men jeg var godt klar over at det ikke bare var et fald. 

Ved bussen forsøgte jeg at ringe til egen læge, via lægens akutnummer. Hun sendte mig videre til 1813, der under ingen omstændigheder ville tale med mig, for jeg befandt mig ikke i Region Hovedstaden. Heller ikke selvom jeg var på vej tilbage. 

Vi snakkede om at  jeg kunne stå af i Roskilde, jeg kunne have ringet til Region Sjælland - hvor jeg var. Men tanken om at skulle finde alene hjem fra Roskilde, var sværere at overskue end at tage fra Herlev. Altså passede jeg så godt jeg kunne på håndledet, og ringede igen til 1813, da vi nåede Valby. 

Denne gang kom jeg igennem, og blev henvist til Glostrup. Min cykel stod på stationen, den blev låst ekstra fast og Tine kørte mig til skadestuen. Da jeg kunne sætte mig i venteområdet og bare være, begyndte det for alvor at gøre ondt. Jeg har forstuvet led før, og det føltes overhovedet ikke som en forstuvning. Spørgsmålet blev i højere og højere grad hvor bruddet var, end om det var et brud. 

Godt to en halv time senere kunne jeg finde en taxa og blive kørt hjem. Der var travlt på akutafdelingen, men da først jeg kom til, mødte jeg to læger der gav sig tid, undersøgte og gav mig en følelse af at blive set og hørt. 

Heldigvis viste det sig, at det ikke var håndledet. Bruddet sidder på den lille underarmsknogle (spolebenet eller radius) lige over håndledet. Det er umiddelbart ukompliceret, og som jeg forstod det, ikke brudt hele vejen gennem knoglen.

I løbet af de sidste dage har jeg lært at det er svært kun at have en hånd, der virker. Gips er ikke fantastisk, og kan ikke anbefales. Jeg må heldigvis gerne bruge venstre hånd, men det er begrænset hvad den kan. Det giver sig selv, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Og nej, jeg kan ikke strikke :(

Det vigtigste er, at det var en fantastisk dag, og jeg ville gøre det igen.

Og cyklen??? Den tog Anders med hjem dagen efter, da han alligevel kom forbi på vej hjem fra arbejde. Han kom hjem og fik sagt noget om at den er ret hård at køre på. Og meget lav! Han er næsten 30 centimeter højere end mig. Jeg havde forestillet mig, at han tog den med i bussen. 

Jeg synes det er ret godt gået, at køre den hele vejen hjem :)