søndag den 17. maj 2009

Over Damhussøen


svane

Mit nye kamera tager generelt nogle udemærkede billeder, men når først tusmørket har sat ind, kommer det kort. Derfor er billedet af den unge svane, der lå og puttede sig, da vi kørte hjem fra min mor, ikke et af de skarpeste, kameraet nogensinde har taget.

Det blev en hyggelig aften, med de bestilte Boller i Karry, poker om tændstikker og et kortspil af de hyggelige. Den lyserøde blev stort set færdiggjort, nu mangler bare de sidste ender og et bindebånd.

Søsteren min havde hele flokken af unger med og mens de to store legede med det sjove tårn og kuglerne, rendte Emilie rundt med babyen, der ikke længere helt kan betegnes baby. Han vil selv og kan selv – i hvert fald nogen gange.

En halv vandmelon, en kande the og en oversigt over pilgrimsruten El Camino i Nordspanien, som moderen og kæresten planlægger at gennemføre de sidste 300 km af i løbet af en måned til efteråret, pakkede vi sammen og vendte hjemad. Emilie med frokost til i morgen, for mormors gode Boller i karry kan sagtens spises kolde uanset tidspunkt på døgnet… Hvis man er Emilie. Nu er spørgsmålet så, om de kommer med i skole eller ender som morgenmad i morgen tidlig?

Bare jeg ikke behøver, så bestemmer hun selv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar