Tøserne på tur

For engangs skyld glemte jeg kameraet, så der er ingen billeder af strålende spændte tøseøjne eller smukke regndråber på blade og andet grønt. For nok kan det føles koldt og vådt og trist, når det regner. Men smukke motiver er der altid masser af.

Der er heller ingen billeder af manden, der sad foran Helligåndskirken og spillede violin så smukt, at det fyldte hele den halvtomme grå gade. Eller husene omkring Gråbrødre Torv, Emile pludselig fik øjnene op for, som gamle, skæve og smukke.

Ingen billeder af det kæmpe cigaretskod, der for øjeblikket ligger midt på samme torv til påmindelse for Københavnerne om, hvor mange penge der årligt bruges på at rydde rygernes efterladenskaber op. En knap på siden, fik en mandsstemme til at fortælle fakta om omfanget af og prisen på oprydning og rengøring.

Ingen billeder af det danseshow med tilhørende sang Emilie opførte over de 15 minutter vi ventede på Hovedbanen på toget hjem. Eller den overdådige klematis vi gik forbi på vej fra toget, og som mindede mig om en fjern fortid og en anden overdådighed.

Ingen fysiske billeder selvsagt, for billederne for mit indre øje har jeg stadig. Billederne og minderne om en rigtig hyggelig dag, bare os to alene.

Vores dag startede i Palads, hvor vi bestilte billetter til Hannah Montana, en fornuftig disposition, for der var rigtig mange i salen, da filmen begyndte. En film jeg faktisk synes var god og egentlig også seværdig. Emilie var nærmest helt blændet, da vi gik derfra. Min entusiasme bunder måske mere i, at forventningerne havde været knap så høje.

Men inden filmen rundede vi Jensens Bøfhus, hvor en sen frokostbøf klarede sulten. Emilie lod vide, at selvom hun synes maden er fin god, er det faktisk kun for tag-selv-softicen hun ønskede turen dertil.

Da jeg er moren og sådan nogle ind imellem er lidt kedelige, forlangte jeg hun spiste noget ordentlig mad først. Da jeg så godt kunne se problematikken i ikke længere at kunne indeholde så meget is, besluttede vi at vente med desserten til efter filmen. Noget der viste sig, at være et fint arrangement.

Det betød også at vi ikke længere havde travlt og da jeg ikke ligefrem følte mig glemt, snarere overset, havde tanken om, hvor lang tid en frokost kan tage, været inden om. Selv Emilie lagde mærke til den noget langsommelige betjening og nåede lige inden bøfferne endelig kom på bordet til konklusionen:

Hvis jeg ikke snart får noget at spise, kan jeg slet ikke spise noget!

I forsøget på lidt hurtigere betjening, fandt vi efter filmen en anden afdeling af bøfhuset, dog uden den store forandring. Og tøsebarnet måtte indse at selvom is ad libitum lyder godt, er det alligevel begrænset, hvor meget hun alligevel kunne spise!