Jeg har en kollega, en kollega der med jævne mellemrum taler om citronfromage. Det har han gjort lige så længe jeg har arbejdet sammen med ham, og vist meget længere.
Han har drømmen om den citronfromage han som barn engang i 50’erne fik hos mormor. Drømmen sidder fast, men er ikke blevet indfriet.
Jeg havde ikke været ret længe på min arbejdsplads, da han en dag spurgte om jeg kunne lave citronfromage. Det mente jeg nok, jeg kunne… eller måske, jeg havde da prøvet engang. Og lovede at en dag skulle jeg nok prøve.
Jeg glemte imidlertid, men med mellemrum springer tanken op og det er egentlig lidt pinligt, at jeg i det mindste ikke har prøvet.
I dag var dagen, pludselig havde jeg lyst, og på vej ud af døren greb jeg Køkkenbogen for unge piger, min mor fik engang i sin pure ungdom. Meget pure tipper jeg, for efter skriften på navnetrækket, hun har printet på første side, gætter jeg på 12 år.
Den måtte indeholde en opskrift på fromage, en simpel en endda, men sådan er det vist med fromage. Dengang jeg sidst forsøgte, brugte jeg vist en opskrift fra Frøken Jensens Kogebog, men den står hos min mor, så det må være længe siden.
Det virkede – jeg fik lavet noget der både lignede og smagte som citronfromage, og en lille portionsanrettet af slagsen til kollega Steffen. Da desserttiden nærmede sig, blev den pyntet, båret ind i klubben, hvor han hører hjemme og sad omgivet af flere forældre, der havde spist med.
Min søde kollega formåede at holde en mindre tale, mens jeg anbragte skålen foran ham. Lidt forundret kiggede han på den, mens en anden kollega slet ikke var i tvivl og bare spontant udbrød: Citronfromage!!!
Der blev smagt og det gik an.
Senere gik jeg gennem Klubben på vej med køkkengrej vi havde lånt, og da var dommen en ganske anden.
Det var lige som at sidde i min mormors kolonihavehus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar