I mit sidste teenageår, efter HF uden rigtig at vide hvad jeg ville, fik jeg job som postbud. En to ugers ansættelse blev forlænget og endte med 2 år.
Dengang – jeg ved ikke hvordan det er nu – var fodtøjet ikke værd at skrive hjem om. Jeg løb trappe op og trappe ned, iført statens sko, så længe, at det vist var for sent, da jeg indså mine knæ ikke brød sig om det, og købte de dyreste sko jeg nogensinde har købt. Lækre løbe-hoppe-gelestabilisrede-gummisko, de røg ud engang sidste år - slidt op.
Men det var dengang. Jeg var 21, der var næsten gået tre år, da jeg fik nok, knæene satte ud og jeg endelig fik øjene op for en uddannelse. Efter et længerevarende lægeforløb fik jeg diagnosen lettere slidgigt og har siden haft glæde af det sådan lidt on’n’off.
Lejrskolen i sidste måned med sandvandringer overanstrengte helt sikket, så lidt påpasselighed var på sin plads.
Jeg synes egentlig også jeg har passet på. Derfor kom det også bag på mig, da jeg i går nærmest ikke kunne bøje i det ene knæ, ikke kunne finde hvile og det generelt bare murrede konstant. Total følelse af Hypokondri!
Det blev ikke bedre i dag, så lægen fik en finger med i spillet, trykkede, bøjede og mærkede efter, før hun kom til konklusionen at det kan godt være minisken, muligvis en revne!
En henvisning til en ortopædkirurg og smertestillende kunne være en ide – bare fordi…. Æv!
Indtil da, tror jeg, jeg vil beslutte mig for, det nok bare er lidt overbelastning, og ellers lade være med at vride i ledet eller løbe hækkeløb – det andet er jeg slet ikke gammel nok til (sagde lægen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar