Wormwood

Jeg holder meget af min lejlighed. Jeg holder af de skrå vægge  og de små rum. Køkkenet, med låger der hænger på hænglserne og altanen, der om sommeren giver et ekstra rum.

Om sommeren, når solen står på fra en skyfri himmel, uden megen blæst, bliver her varmt. I formiddagstimerne står solen mod køkkenet og Emilies værelse, og over middag flyttet varmen sig til stuen og soveværelset. Der er ikke megen luft på altanen, der er uden overdækning.

De blæsere, jeg købte sidste år, har været på arbejde hele dagen, og da parasolen kom op, blev det til at sidde og læse udenfor.

Jeg bliver lidt dvask i den varme, 0g selvom jeg har været lidt nede, hvor der alligevel er lidt luftninger at spore, har det været varmt i dag.

Anders fik nok, og gik en lang tur. Han var kun lige nået ind ad døren igen, før han udbrød:

Find lige dit kamera og gå ned på stien bag Byggeren…

Jeg skulle finde et træ, og jeg ville ikke være i tvivl, når jeg så det, sagde han.

Luften på armene under cykelturen var behagelig og jeg nåede lige at tænke, hvorfor jeg dog ikke havde gjort det noget før, da jeg så træet!

Nej jeg var ikke i tvivl.

Pakket ind i et finmasket spind, der mest af alt lignede en kropstæt nylonstrømpe, bredte spindet sig over græsset, som fra et andet spøgelsestræ.

Flot og fasinerende. Vemodigt, fordi træet ikke kan have godt af det og alligevel dragende stod det der, omgivet af træer, der lyste grønne mod det grå.

Mens jeg stod der og i første omgang ikke havde fundet årsagen til indbindingen, kom en ældre mand med sin hund forbi.

Også han var imponeret og fortalte, at netop området ved Espelunden tidligere har huset en gartnerskole og derfor også rummer mange forskellige træer. Han ville være ked af, at se træerne forsvinde.

At Rødovre tidligere var fyldt med gartnerier, vidste jeg godt. Så en skole har vel været på sin plads. Manden fortalte videre, at han kendte godt til fænomenet og havde også lidt derhjemme på sine æbletræer, men ikke mere, end det kan spules væk.

Det her træ står nok ikke til at redde, hvilken art det er, ved jeg ikke, men tydeligvis, var der ikke andre træer i nærheden, der smagte godt.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at træet ikke bare var pakket ind, men vrimlede med alskens kryb. Larver af en art – spindlere må det være, sad tætpakkede under nettet og suger formentlig næring af træet, før de forpupper sig og sikkert bliver til smukke sommerfugle.

med en følelse af kryb over det hele, måtte jeg lige lidt tættere på, og igen lidt tættere for at tage det ene billede efter det andet.

Imponerende hvad naturen kan, så dragende, spølgelsesagtigt og frastødende.