For snart 8½ år siden gik ungernes far og jeg hvert til sit. I første omgang troede jeg naivt at samarbejdet ville blive gnidningsfrit. Selvfølgelig gjorde det ikke det.
Der har været opture og nedture. Jeg har følt mig taget på sengen mere end een gang, og til tider har jeg følt mig som den værste bitch. Jeg har kæmpet kampe jeg måske bare har skulle lade være, jeg har tænkt børnenes ve og vel og jeg ved den anden part til tider har følt den samme manglede samarbejdsvilje som jeg har stået med.
På ingen måde en ualmindelig skilsmisse.
I takt med at ungerne er blevet større, selvhjulpne og selvstændige har samarbejdet ændret karakter og efterhånden foregår alting i højere grad efter børnenes præmisser. De er med til at sætte dagsordenen, og tager selv beslutninger om hvor og hvordan i forhold til deres ønsker og planer i tæt samarbejde med både deres far og jeg.
Jeg flyttede i første omgang, sammen med ungerne, ind i et par værelser hos en veninde og boede der, til der endelig viste sig en mulighed for egen bolig. Godt 3 år efter bruddet mødte jeg en ny mand. Jeg havde store planer om den mest fornuftige og pædagogiske præsentation, men sådan er der så meget… Han blev præsenteret, flyttede senere ind og er i dag en stor del af ungernes liv.
Ungernes far flyttede direkte sammen med sin nye kæreste og efter et par år fik ungerne en lillesøster. Gennem den nye kæreste har ungerne fået en ny familie og nye traditioner.
For godt en måned siden ringede ungernes far og fortalte at de nu går fra hinanden. Han ville gerne selv, være den der fortalte, men ville også gerne have jeg vidste det.
Så langt så godt!
Boligsalg, finanskrise etc betyder at han nu og her flytter hjem til sine forældre, der siden pensionsalderen er flyttet fast i sommerhuset nær storebælt, der nu har fået helårsstatus.
Siden er viden blevet delt og herhjemme har vi selvfølgelig også snakket. For det ene barn kom det ikke som en overraskelse, for det andet totalt ud af det blå. For det ene barn føles det mest af alt som en lettelse, for det andet mere forvirring.
Det kan være en mærkelig fornemmelse at miste en famile, man aldrig har haft. At miste traditioner, der aldrig har været ens. Det kan også være rart, at se frem til mere samvær med farmor og farfar, end der længe har været. Og det kan være rart at se frem til ikke at føle sig tilsidesat.
Jeg ved der kommer reaktioner, og jeg ved vi skal snakke rigtig meget.
I mit stille sind, kan jeg så alligevel ikke lade være med at glæde mig over, at jeg nu kan være den overbærende ex med børn, der er store nok til selv at bestemme, mens kampene kan tages med den nye ex!
Når jeg læser dit indlæg så ligner det jo meget andre skilsmisser.
SvarSletJeg tænker ofte på børnene.
Nogen gange kan jeg ikke forstå at voksne mennesker kan være sammen, skabe en familie og så få børn. Så går de fra hinanden og børnene er taberne.... Man må vel finde ud af det bedst man kan i sådan en situation for ungernes skyld.
Der er børn der pga. skilsmisse i weekender krydser landegrænser med fly. Jeg kender et par stykker og de har altså ikke et godt liv.... Hvor er det ikke de voksne der kan krydse landegrænser i weekenden?
Heldigt at dine børn har dig og du er deres totem i livet - for det tror jeg er meget vigtigt. At man er børnenes ubetinget støtte i sådanne situationer, uanset....
Og heldigvis bliver ungerne større og kan så selv sige fra og til.
Et kram til en god mor her fra ønskeøen....
Som udgangspunkt tror jeg egentlig ikke en skilsmisse nogensinde kan foregå uden at børnene kommer i klemme.
SvarSletMan kan som forældre holde sig det for øje og gøre alt hvad man kan, for at de skal have det godt.
Jeg har forsøgt, nogengange har jeg følt, jeg har fejlet og andre gange har jeg følt mig modarbejdet.
Jeg nægter at give op, jeg bliver ved at gøre hvad jeg kan, og der er ingen tvivl om, at det bliver letttere, som ungerne bliver større.
1000 tak Marianne, jeg sender straks kram tilbage :)