En fantastisk dag

Som et led i en plan om større samarbejde lærerne imellem, har hele skolen fri klokken et hver onsdag. Det betød, vi kunne komme tidligt afsted, og ikke mange minutter over et, summede både Klub og Café af glade børn, der næsten ikke kunne vente på at komme afsted.

Det blev talt og krydset af, bussen blev pakket og turen gik mod indre by og Tivoli.

Vel fremme og sat af på HC Andersens Boulevard gik vi mod indgangen ved Gyptoteket. Indgangen var lukket (sparet væk, fik vi senere at vide), det forhindrede dog ikke ungerne i, i samlet flok, højt humør og i bedste stil at fortsætte rundt mod Hovedbanegården og en åben indgang.

Udstyret med billetter til indgang og turpas, telefonnumre – skulle noget ske og instrukser om opførsel og mødetider forlod ungerne os, strømmede ud i haven i mindre grupper til en dag fuld af oplevelser.

Vi mødte dem flere gange, glade børn speedede af sukker og adreanalin, der fortalte vidt og bredt om opdagelser og de sidste grænseoverskridende oplevelser.

Imens gik min søde kollega og jeg rundt med hvert vores tøsebarn (Emilie samlede vi op, længe efter vi selv var kommet frem. Hun ankom sammen med sin egen klub, men havde bedt om at tilbringe dagen sammen med min søde kollegas Elisabeth), der gerne ville have en voksen i nærheden, men også gerne ville blive væk. Så vi prøvede – at blive væk. Ingen af os var særlig succesfulde.

Første stop var rutsjebanen, hvor køen allerede var lang. Undrende måtte vi konstatere at kun een mand betjente hele møllen – køre turen, lukke folk ud, lukke de næste ind igen, tjekke at alle sidder forsvarligt og endelig køre den næste tur. Adspurgt fortalte han at der bliver sparret, han var ene mand, og ville være det hele aftenen. Han opfordrede til at klage, helst så indigneret som muligt, for banens folk er ikke tilfredse med nedskæringerne.

Min første tanke galdt sikkerheden – både mandskabets og de besøgenes, mens tanker om gæsternes oplevelser først kommer derefter.

Min søde kollega forfattede en klage, der blev underskrevet af de fleste børn, voksne, pægadoger fra andre klubber og forældre, der tilfældigt kom forbi.
Igen undrer det mig at nok skal der skæres ned, men netop en dag som i går, hvor vi kommer mindst 400 børn fra flere institutioner, der alle har bestilt billettet på forhånd, burde der måske fra højere sted være tænkt på ekstra bemanding…

Ved spisetid blev tøserne overladt til sig selv, mens vi mødtes med de voksne fra klubben og spiste fælles. Efterfølgende havde tøserne fået smag for selvstændighed og ville ikke længere have voksne på slæb.

Vi kiggede blomster – specielt de spidse lilla af slagsen, der ender som en kæmpe kugle, synes jeg var spændende - og sagde goddag til hvide ænder i den japanske have, før vi igen blev genforenet med tøsebørn, med stjerner i øjnene, der glædestrålende fortalte om overvindelsen ved Demonen - og der skulle de bare op igen.

Mørket faldt på, lune slikpinde blev nydt og præcis klokken 22.00 stod alle børn på mødestedet, klar efter en lang og dejlig dag.
De er nogle fanstastiske unger, og det blev jeg nødt til at fortælle dem.

Hjemme igen, fandt tasker deres ejermænd, før turen gik helt hjem mod dyner og skønne drømme.