Solen har skinnet det meste af dagen. Aftensmaden blev indtaget udenfor. De glade børn løb direkte fra bordet til boldspillet, mens oprydningen blev overladt til de voksne.
Det meste af dagen er gået sammen med udskårne silkepapirsblomster, perler og sugerør klippet i passende længder.
Hawaii-kæder til årets sidste fest. Planen er at ungerne i døren mødes af glæde og blomsterkranse. Indenfor skal være drinks i flere farver, palmer og malede strande.
Undervejs kommer ungerne forbi. Spørgsmål om hvorfor, hvordan og hvorledes kastes gennem luften. Kæde på kæde bliver lavet af andre end mig og inden vi ser os om er der mange.
Vi rundede halvvejs.. panikken jeg mærkede i sidste uge er afløst af en urokkelig tro på, at selvfølgelig når vi det hele. Også de fritstående palmer jeg kom til at love at lave. Planen er foreløbig parasolstativer og rundstokke.
De første dråber faldt da jeg satte nøglen i, lukkede og slukkede. Hjemturen foregik på cykel gennem et regnvejr, der netop var kraftigt nok til at gennembløde alting, mens det ene lyn efter det andet oplyste himmelen. I det fjerne var der rumlen.
Hjemme var det tid til snak om godt venindeskab, hvordan man siger fra og hvor svært det bare er, når veninden er supermanipulerende og det føles umuligt at sige fra.
Det er hårdt at være 10 år og bare gerne vil være gode venner med alle.
Det er hårdt at være nødt til at se i øjnene, at det kan man ikke hver dag, at nogen dage er man nødt til at sige fra, at nogle gange er det vigtigt at stå på sin ret.
Hun skal nok lære det – lige nu er det på den hårde måde. Og selvom vi hjælper og støtter op, alt hvad vi kan, er det i sidste ende hendes kamp og hende der skal lære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar