Tidlig morgen, hjemme igen efter en superhyggelig nat med 10 glade drenge og min søde kollega i et snævert lokale med store skærme, behagelige stole og ingen plads til bevægelse. Alligevel lykkedes det at en livlig trafik smyger sig mellem ryggene, på vej efter cola, slik eller franske hotdogs.
Jeg havde lovet det og jeg gjorde det – spillede Counter Strike. Skydespillet, der udelukkende går ud på at skyde de andre, inden de skyder dig. Jeg havde endda lovet at spille mindst 20 minutter. Det var vist det længste jeg kunne strække det.
Og så var det rigtig sjovt. Pulsen steg og vejret blev holdt, mens jeg til tider nærmest panikagtigt skød til alle sider i forsøget på at overleve. De første omgange døde jeg, længe inden jeg nåede at opfatte det, men efterhånden virkede det og så blev det for alvor sjovt… husk at gemme dig, og se til alle sider. De kommer oftest bagfra, eller hvor de blinde vinkler nu er.
To timer gik der, mindst!! Før det pludselig var tid til at pakke sammen og køre hjem i den stille lyse kolde morgen.
Nu er klokken alt for sent og jeg skal knalde brikker lige om lidt. jeg skal bare lige sidde i fem minutter. jeg duer ikke til at komme ind ad døren og gå lige i seng.
Men i seng det skal jeg, for dagens program er langtfra slut. Jeg har lovet Emilie en tur på Jensens Bøfhus, der for en 10årig godt kan være et fantastisk sted at spise. Specielt isen trækker. Samtidig har hun kig på filmen om Hannah Montana, hun selvfølgelig skal se.
Skal det være, skal det være i dag. Uret er sat til klokken 1, så håber jeg på at kunne mønstre tilstrækkelig friskhed til en tøsetur mod byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar