Fundet igen

For et par måneder siden tabte jeg det ene vedhæng til mine gamle kobberørenringe.

Jeg troede de var væk for evigt, lige indtil Emilie startede en større oprydning på sit værelse i går, og frem af rodet dukkede det tabte frem.

Hun fik knus og kram og vedhænget er nu sat ekstra godt fast i ørebøjlen, og jeg satser og tager dem på i dag.

Samme tøsebarn er lige kommet ind ad døren. Hun ringede hjem fra skolen, og klagede over ondt i maven og utilpashed. Nu er hun sendt i seng, forhåbentlig kan nogen timer på langs kurrere, hvad end hun fejler.

Jeg er på vej til arbejde, men vil lige nusse lidt om hende inden. Selv om hun efterhånden er så stor at, det ikke er noget problem at være alene hjemme, er det alligevel rarest, når der er nogen hjemme ved sygdom.

Jeg møder sent, og Anders har tidligt fri i dag, så hun kun skal være alene en time eller to, så er der nogen i huset igen. Det mener hun godt, hun kan klare.

Jeg tror på det og tager afsted med visheden om, at hun nok skal hygge sig alene.