Jeg er vågen igen og mærkeligt nok frisk. Jeg prøvede virkelig men efter tre timers søvn, mente det indre vækkeur, at nu måtte det være tid til at stå op. Udenfor regner det og dmi lover det bliver ved det meste af dagen. Måske derfor, måske også fordi kroppen ved bedre og godt kan regne ud at tre timers søvn lige er lidt for lidt, fryser jeg. Ikke meget, bare nok til at tage lidt mere tøj på, end ellers.
Hemmeligheden er fortalt. I går fortalte jeg bare Emile at hun skulle være hjemme og klar til klokken et. I dag har hun fået hele programmet. For selvom overraskelser er hyggelige, kan de også være forfærdelige. Jeg hader selv, når andre planlægger, på mine vegne, men ikke vil fortælle hvad planlægningen går ud på. Når der skal laves sociale events og ingen må vide hvad der skal ske.
Jeg bliver irriteret, har ingen lyst til at deltage og føler mig bundet. Derfor er hemmeligheden ikke længere en hemmelighed. I går var det nødvendigt for mig, for tænk nu hvis jeg ikke kunne vågne, tænk nu hvis der måtte ændringer til i programmet.
Nu er det fastlagt og om lidt skal vi ud i regnen, med paraplyer og fornuftigt tøj.
Ude på altanen står Anders’ lilje, med regndråber som perler på en snor. Liljen han plantede for tre år siden, og som for hvert år har vokset sig større og større og nu afsætter skud til alle sider.
Den er blandt yndlingene og bliver passet og plejet, som en plante nu kan, i en potte på en altan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar