mandag den 22. august 2022

Masker på en søndag - Uge 33

 

Ugen kort

  • Mens jeg gik rundt og snakkede om fodbold klubberne imellem, havde andre rent faktisk gjort noget ved det. Jubii.
  • Vi lavede pandekager over bål i sommervarmen og kunne konstatere at varme holder ikke børn fra bål. 
  • Emilie fandt dinosauere i kælderen, og Oscar synes det var et fantastisk fund. Jeg havde glemt de var der.
  • Jeg er godt i gang med månedens digitale nyhedsbrev, der er noget fyldigere end sådan et plejer at være første måned efter sommerferien.
  • Uge to med Håndværk og Design betød hold nummer to. Vi er godt i gang nu og klar til hver uge at skifte mellem de to klasser - den klasse vi ikke har, har Madkundskab.
  • Jeg tilbød 5. klasserne at vinde en is, hvis de kan slå mig i billard. Jeg var sikker på jeg ville blive slået - mine billardkundskaber er temmelig rustne,  men det er ikke sket endnu. Udfordringen fortsætter foreløbig med en ugentlig mulighed for at prøve.
  • Fiberfolk 2022 var stort og hyggeligt.
  • Min mor holdt fødselsdag i haven. 
  • Anders og jeg har indført aftengåture med indfangning af lommemonstre. Der bliver gået nogle kilometer. 








 

Læse:

Cecilie Mars er tilbage, lidt flosset i kanten, men også med et skarpt blik på forbryderne. Chefen er skåret over den mindre pæne kam, makkeren har noget at leve op til og der er en historie i gang, som det er svært at vide hvor fører hen. 

Som med alle andre serier, forestiller jeg mig at hun overvinder stridighederne, ellers bliver det svært at være tilbage i næste bog...


Strikke:

Sidste uge strikkede jeg Spring Waves Socks. Det gør jeg stadig. Men denne gang med et vrid af opskriften. 

Sidste uge var jeg usikker på om jeg kunne lide mønstret. Jeg var ikke tilfreds med antallet af vrangmasker. Der er ikke noget i vejen med vrangmasker, jeg strikker dem gerne, jeg var bare ikke tilfreds med placeringen. Jeg synes reelt ikke det blev pænt. 

Jeg nåede at strikke et par omgange videre, inden jeg afprøvede mønstret uden vrangmaskerne, besluttede at det blev meget pænere, trævlede tilbage til ribben og startede forfra.

Det bliver så meget bedre. Jeg kan i hvert fald bedre lide resultatet.

Et ekstra plus er, at strømpen bliver mere elastisk og sidder bedre om benet uden vrangmaskerne - det havde jeg ikke set komme. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar