mandag den 15. august 2022

Masker på en søndag - Uge 32

 

Ugen kort:

  • Skolen startede, ferien sluttede, det var skønt at komme på arbejde igen. 
  • Jeg havde en fantastisk snak med en tidligere kollega, der har fået så meget godt med sig. Jeg gik en lang tur sammen med en anden kollega, der havde brug for det. 
  • Mit skema er helt i hegnet. Der er håb om at det bliver rettet til. Om ikke andet har jeg selv nogenlunde styr på det.
  • Nana og jeg tog hul på årets Håndværk og Design. Det var så fedt. Jeg har glædet mig vildt til samarbejdet og ved det bliver fantastisk. 
  • Anders havde fundet en meget lille pande til Oscar. Desværre passede spejlægget af træ ikke. Hvorfor er sådan et spejlæg firkantet? Jeg har slebet til og er ved at male på ny. 
  • Den nye skolebestyrelse holdt konstituerende møde og talte høringssvar om budgetforslag. Det er der altid meget kort tid til. Der er håb om fire gode år sammen med fornuftige forældre. 
  • Det har været ufatteligt varmt, jeg tager mig selv i at tømme den ene halve liter vand efter den anden, mens ungerne har hygget sig med vandkamp udenfor. 
  • Efter ferie og alt for lang tid uden, har jeg genoptaget Zumba og toppede med en omgang puls og styrke. Jeg har ondt over det hele. Jeg regner med det bliver værre i morgen...
  • Det store valnøddetræ gav endelig frugt igen. For en del år siden blev området rundt om træet ryddet, det har sikkert taget på det gamle træ, der har nægtet at bære frugt. I år kunne jeg plukke fem og tyve valnødder og gøre klar til valnøddeportvin, uden at skulle finde nødder andre steder.
  • Jeg har slæbt temmelig meget danskvand hjem fra Irma. (Deres smager bedst - synes vi).
  • Vasketøjskurven er stort set tom, og sengetøjet har luftet udenfor. 

 








Læse:

Historien om Cecilie Mars tog en drejning og blev pludselig meget mere spændende. Jeg er sådan set færdig, morderen er fældet og alt tegner godt. Jeg mangler blot det sidste kapitel, der ser ud til at være et slags efterspil. 

Når det er læst venter næste bog i serien. Nattens Udyr er allerede med titlen en udløber af Mørket Kalder. Netop Udyr har været en stor del af handlingen. Jeg er spændt på hvor jeg nu skal hen. 

 

Strikke:

Jeg har slået op til månedens strømper i Majas strømpesamstrik. Mønstret er Spring Waves Socks af Skov Creations. Jeg strikker af garn fra Birk og Berg. Farven hedder Mix tape og er en del af de tre strømpefed jeg var så heldig at vinde sidste år. 

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg synes om mønstret. Det er afart af Feather and fan eller påfuglemønster som det vist hedder på dansk. Det er let memoreret. Jeg er ikke fan af mønstre der giver sig så  meget at det som strømper bliver meget løst, næsten uanset hvor få masker jeg strikker. 

Samtidig synes jeg der er lidt for mange vrangmasker. Jeg har ikke noget problem med at strikke vrang, men jeg har en ide om at vrangmaskerne er med til at gøre mønstret så løst som det fremstår.

Jeg er meget splittet mellem at strikke videre eller lave om i mønstret....

 

 



2 kommentarer:

  1. Jeg er fuldstændig enig i påfuglemønsteret. Men kunne man strikke vrangpindene på en tyndere pind? Eller er det noget pangel…? ( Som min nordjyske svigermor siger.😂😂)

    SvarSlet
  2. Jeg tror jeg ville glemme at skifte pind. Jeg har trævlet det hele op og droppet vrangpindene. Det bliver meget bedre :)

    SvarSlet