Hvaler i kikkerten

 

Vi startede rundturen på Island mandag. 

 

 

Turen gik fra Reykavik, op langs vestsiden af øen til Akureyri, hvor vi overnattede. Derfra kørte vi gennem udkanten af højlandet på nordsiden af øen til Egilsstaðir, hvor vi sov med udsigt til søen Lögurinn. 

Onsdag fortsatte vi ned gennem kløfter og den vildeste natur til øst- og sydkysten. Vi skulle have overnattet i Høfn, men miskommunikation betød at der ikke var værelser på hotellet, og turen blev derfor noget længere end forventet. Det blev den dag, hvor vi kørte længst, vi endte i Selfoss, hvor vi endte med to overnatninger - det har helt klart også sine fordele, og alt skulle ikke pakkes ned, da vi torsdag morgen satte kursen tilbage langs sydkysten mod Vík í Mýrdal og derfra vendte om og så alt det vi ikke kunne nå dagen før. 

Fredag var vi omkring Den gyldne cirkel og endte igen i Reykavik, hvor vi havde booket en ekstra overnatning, og endte med to hele dage inden vi meget sent, over midnat søndag kunne sætte os i flyet på vej hjem.

Jeg er stadig ikke færdig med mandag.

 

 

Hjemmefra havde vi kigget på de muligheder der var for ekstrakøb til turen. 

Vi blev hurtigt enige om at middag ved de fire overnatninger i provinsen kunne være en god ide. Det viste sig at være en rigtig god ide, specielt når vi efter lange dage i bussen ikke skulle overveje hvor vi fandt aftensmad. 

En anden mulighed var hvalsafari. Vi kunne både se hvaler ved Reykavik og ved Akureyri. Vi valgte Akureyri hvor pukkelhvalerne svømmer ind i bugten.

Vi havde en smule travlt, da vi ankom, fik uddelt værelser og skulle finde havnen og båden. Vi havde fået fine anvisninger og var heldigvis flere i selskabet, der skulle med på tur. 

 

 

Turen tog tre timer og var en fantastisk oplevelse. Naturen, at se Island fra søsiden og den blide vuggen på bølgerne. Det var koldt, men vi var godt klædt på. Akureyri ligger inderst i Eyjafjörður og v i sejlede længe, inden hvalerne viste sig på overfladen af vandet. 

Vi havde nok haft en noget romantisk forestilling om at hvalerne ville komme helt tæt på båden, rejse sig i vandet, give hånd og hilse på. Eller i hvert fald stille op til fantastiske billeder, med fejende haler og sprøjtende fontæner.

Virkeligheden var at de var langt væk, de var svære at se og de svømmede så tæt på overfladen, at halerne ikke stod ret. Der var sprøjt, der var hvaler og der var et enkelt kig til en hale tæt på vandet. Jeg lod kameraet tage billede på billede og tænker at de af mine medpassagerer med lange teleobjektiver sikkert har fået nogle langt mere hval-agtige billeder.

 

 

Jeg fik en fantastisk oplevelse, masser af billeder af bjerge fra søsiden (måske med ryggen af en hval) og morede mig lidt over ekstasen i stemmeføringen fra den unge pige, der fortalte om hvalerne, mens vi stod og kiggede ud over rælingen. 

Pludselig var der mange hvaler, en til den ene side, en til den anden og en lidt længere fremme. Jeg nåede nok et punkt, hvor det var svært at skelne den ene fra den anden, og har man ser en.... Samtidig meldte sulten sig og en viden om at vi var sytten, der skulle spise sammen, middagen var rykket til klokken otte, fordi nogen af os skulle se hvaler og tiden gik. 

 

 

Turen tilbage gik hurtigere end ud, og kun omkring et kvarter forsinket, kunne vi konstatere at vi var elleve af de sytten, der havde set hvaler, mens det svenske selskab havde siddet og ventet på os i restauranten. 

Det var i øvrigt meget hyggeligt sådan at spise sammen med de samme mennesker hver aften. Snakken gik og vi lærte alligevel lidt mere om hinanden end jeg måske havde forventet hjemmefra.