torsdag den 4. august 2022

Tårnlegepladsen

 

Tilbageblik på i fredags.

 

 

Da vi forlod Zoologisk Museum havde jeg en plan om en legeplads. Jeg havde faktisk en plan om en specifik legeplads. Tårnlegepladsen.

Der er flere lækre legepladser i Fælledparken, jeg har kun været på vandlegepladsen, men jeg var ikke klar til at komme hjem med et vådt barn, selvom barnet helt sikkert ville have elsket det. Tårnlegepladsen havde jeg i fredags endnu til gode, og viden om at den skulle være for mindre børn, fik mig til at tænke at skulle det være, skulle det være nu.

Emile har været der før i en af hendes praktikker, og mente det var en god ide. Oscar fulgte bare med. 

Tårnlegepladsen er en rigtig fin legeplads. Hovedattraktionen er fem små replikaer af byens tårne. Vi blev mødt af Rundetårn, Rådhustårnet og spiret fra Frelserkirke, der hænger sammen som en anden treenighed. Fra både Rådhustårn og Rundetårn er der rutsjebaner, mens man kan klatre sin vej op ad spiralen om Frelserspiret og siden gå i armgang til Rådhustårnet. Rundetårn er udstyret med spiralgang og et stykke oppe en hængebro til Rådhustårnet. Rådhustårnet alene er tilgængelig via en klatrevæg.

 


 

Oscar så rutsjebanen på Rådhustårnet og valgte klatrevæggen, eller at blive godt hjulpet. Jeg tænkte at hængebroen ville være et godt alternativ, og da han så den store rutsjebane på Rundetårn var han klar. løb ind og rundt til han nåede op, og gik i stå. Den var for stor. Ned igen, forbi hængebroen, som også var lidt for farlig, og så sad han fast. Det gik simpelthen for meget rundt og han mistede orienteringen.

Godt Rundetårn er stor nok til at jeg kunne komme ind og hjælpe ham ud, og godt der altid er børn, som gerne hjælper med at fortælle hvor det grædende barn er henne. 

Emilie kravlede senere hele vejen op og tog turen ned ad den store rutsjebane. Hun kunne godt forstå han blev overvældet. Den er meget høj.

 

 

Længere inde på legepladsen er der mere plads til mindre børn. Pladsen er overvåget og fyldt med legeredskaber, man gerne må låne. I den store sandkasse fandt vi kuplen fra Marmorkirken, den kunne ikke rigtig noget, man kan gå ind under den, der er sand og Oscar formåede at kravle til top udenpå, men det synes han ikke var sjovt, og kravlede ned igen. Midt i sandkassen var flere rutsjebaner i mere småbørnevenlig format.

Endnu længere inde fandt vi taget på børsen med dragehaler og alting. Rundt om står flere tage, der kan kravles på og Oscar hyggede sig længe lige her, inden vi fandt spillene, forsøgte os med stylterne og endelig havnede i sandkassen og ved vandpytten ved vandposten. Vi kunne nok bare have sat ham i vandet fra start af.

 


Han gabte da vi kørte derfra, klokken var mange, vi kørte ind om byen og fandt pomfritter og milkshake inden S-toget  hjem. Han ville gerne køre i S-tog, men stadig ikke Metro. Godt der er S-toget, der kører hjem til os. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar