søndag den 28. august 2022

Spring Waves Socks

 

Månedens strømper er færdige. De har ligget klar til foto flere dage. 

 

 

Denne gang var jeg lidt udfordret, for mønstret var fyldt med vrangmasker, som ikke virkede for mig. Jeg var sådan set klar til at strikke strømperne og give dem væk, for jeg synes ikke det virkede.

En ting var at vrangmaskerne fik mønstret til at forsvinde. Det er jo sådan set ikke rigtigt, for vrangmaskerne var ment som en del af mønstret, men de forstyrrede mine øjne. Samtidig fik vrangmaskerne det strikkede til at give sig på tværs og ydede ringe elasticitet til det færdige projekt. Jeg fik en oplevelse af at strømperne ikke ville sidde pænt om fod og ben.

Ovenstående er selvfølgelig udelukkende mine oplevelser. Jeg er sikker på andre ser noget andet.  



Først da jeg fik ideen om at droppe vrangmaskerne og ganske enkelt skære mønsterrapporten midt over, fik jeg et stykke strik, der virker for mig. 

Jeg synes faktisk det endelige resultat er blevet rigtig flot. 

 

 

 


 

 

Design: Spring Weaves Socks af Skov Creations.


 

Garn: Soft Sock fra Birk + Berg. Jeg var så heldig at vinde i deres fadealong sidste år, og fik tre forskellige fed strømpegarn, der alle hedder Mix Tape og er farvet af Berg. Jeg kalder den her grøn, og er overrasket over hvor meget mere grøn den syner strikket op, i forhold til da det lå i et fed.

Jeg brugte 70 gram til hele parret.

 

Pinde: 2,25, 80 cm Addi Lace rundpind og magic loop.

 

Størrelse: 66 masker, længden passer min størrelse 39 fod.


 

Bemærkninger: Jeg strikkede 12 pinde drejet rib. Bare fordi jeg kan, og synes det er pænt.

Som sagt skar jeg mønsterrapporten midt over og strikkede kun pind 1-4, mens jeg lod pind 5-8 passe sig selv. 

Jeg tog ind til 60 masker ned langs benet, ved at strikke de to vrangmasker mellem mønsterstriberne vrang sammen til en maske. Jeg fordelte indtagningerne, så jeg tog to masker ind for hver fire mønsterrappporter (pind 1-4), fordelt symmetrisk rundt om benet. 

Jeg lavede en kilehæl, fordi det virker bedst for mig. Når jeg strikker flappen til hælen, fordeler jeg altid maskerne, så jeg har et ulige antal masker at strikke hælen over. Det betyder jeg kan strikke en symmetrisk flap. Det synes jeg i sidste ende bliver pænest. 

Jeg strikkede som jeg ofte gør, ret over alle masker på retsiden. På vrangsiden tager jeg hveranden løs af med garnet foran og strikker resten vrang. 

Jeg strikkede hælen over 29 masker, havde 31 masker over foden - det betød en vrangmaske i hver side (også pænere når jeg strikker ned over foden) og tog efter hælen ind til 29 masker under foden. 

Ved tåen fordelte jeg maskerne, så jeg havde en maske i hver side og lige mange masker på over og underside.

Jeg kan godt lide symmetri.

Jeg ved ikke om jeg fulgte vejledningen til tåen, jeg strikkede bare som jeg plejer. 

 

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

 

 

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar