søndag den 21. august 2022

Víðimýrarkirkja

 

Min kamera er fyldt med billeder fra Island, som jeg gerne vil dele. Jeg tænker at forsøget bliver at gøre det mere eller mindre kronologisk. 



Dengang vi var af sted, forsøgte jeg at opdatere dagligt, med et enkelt nedslag fra dagen. Men der var meget mere. Sådan en bustur betyder at der er mange stop, nogen længere end andre og der er mange oplevelser. 

Island er så utrolig forskellig fra det ene øjeblik til det andet, og derfor rummede de enkelte dage så vidt forskellige oplevelser, at det er helt vildt. 

Da vi kørte fra de udslukte vulkaner kørte vi mod nord. Vi forsøgte igen og igen at tage billeder på farten gennem vinduerne i bussen. Nogen billeder blev gode, nogen blev virkelig ikke, men fælles for dem alle er, at de på et eller andet plan viser forskelligheden på Island. 

De to billeder herover er et resultat af billeder gennem ruden. De er taget med forholdsvis kort mellemrum, landskabet er som sådan det samme, men skyerne ligger noget lavere på det ene i forhold til det andet. 



 

Vi var på det tidspunkt på vej mod en af Islands første kirker. En lille tørvekirke bygget kort efter kristendommens indtog i Island. Skelettet er bindingsværk, mens tag og sider er tørv, der sikkert har været og er godt mod vejr og vind. 

Islændingene passer godt på kirken, som var låst, da vi var forbi. Det skulle efter sigende være muligt at komme derind på udvalgte tidspunkter.

 



 

Den er stadig i brug, og omgivet af en ganske lille kirkegård. Tørvetaget skal jævnligt udskiftes og kirken er vist også gennem tiden blevet både renoveret og tilført nyt. 

Vi holdt en kort pause ved kirken, som også gav mulighed for et toiletbesøg. Sådan nogle blev vigtige på en lang tur.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar