En smule misundelse

Dengang jeg flyttede fra ungernes far, købte jeg min første rigtige computer – den gamle vi havde var sådan en med 2 ram og hver gang jeg skulle bruge enten printer eller scanner, skulle jeg først afinstallere den ene, for at installere den anden.

Den nye jeg fik skulle efter sigende være fremtidssikret, så jeg kunne have glæde af den mange år frem i tiden. Da Anders efter et par år dukkede op, grinede han af den og sagde at den ville ikke holde længe  - han fik ret… desværre.

Siden fik jeg en aflagt fra Anders’ imbah-computer-nørd-kammerat, der fungerede fint, men efterhånden ikke helt kunne leve op til mit forbrug. Da Anders købte ny, fik jeg derfor hans gamle, Emilie arvede min og jeg har nu en computer der ud over at hyle lidt (jeg tror det er mangel på opmærksomhed) engang imellem, fungerer upåklageligt.

Men altså… i løbet af det sidste år er ønsket om en  bærbar blevet større og større. Dels vil det give mere plads i vores lille lejlighed og dels (og meget vigtigere) vil jeg kunne bruge den hvor jeg vil, når jeg vil. Som det er nu er der slukket og lukket for computeradgang når først manden i mit liv er gået i seng… og da han skal op før fanden får sko på, kan det godt nogengange være før jeg synes det er nødvendigt.

Derfor var det ikke uden misundelse jeg i eftermiddags hentede og Daniel siden pakkede en macbook ud. Det eneste han ønskede sig i fødselsdagsgave var penge til netop det formål og med eksta hjælp udefra blev ønsket opfyldt.

Og nu er den her – stålende og skinnende – lige midt på spisebordet.