Ventetid og biologi

Tålmodighed er en dyd og måske er forudseenhed heller ikke at fornægte.

Jo der var både skrigende børn og svedende forældre, men slet ikke i de mængder jeg havde forudset… eller også forstod de at opholde sig andre steder i butikken end jeg.

Uden de store problemer kom vi igennem (altså medregnet en genstridig vægt i stofafdelingen, der konsekvent vejede 25 cm mere, end jeg havde klippet – en sød ekspedient afhjalp det problem), og først da vi nåede restauranten lige omkring frokosttid, fandt vi også mindst halvdelen af alle de andre, der var i IKEA – den anden halvdel stod nede ved kasserne.

Det tog egentlig ikke særlig lang tid at komme igennem og få betalt – igen er det vist mest et spørgsmål om indstilling. Jeg havde forventet ventetid, det fik jeg og så var den ligesom ikke længere.

Lige bag os i køen stod til gengæld en mand, der synes det tog en evighed at komme frem til betalingslugen. Så meget udbredte han sig om emnet, at jeg endte med at vende mig om og spørge om han i fuldt alvor ville sige at han ikke hjemmefra havde forventet en masse mennesker i butikken en søndag med længe åbent…

Han brokkeri stoppede og han måtte også indrømme at det måske alligevel ikke var så forfærdelig en ventetid.

På vej tilbage mod stationen, kom vi forbi et nåletræ med afgnavne kogler. For et bybarn, der måske nok ikke er direkte importeret fra stenbroen, var det et spændende indslag i biologitimerne.

At der også følger harpiks med, var måske knap så spændende…