Forvist

Dengang der stadig lå sne og frosten ikke for alvor havde givet op – samtidig med en uges vinterferie og en uges rekreation i direkte forlængelse – fik jeg nok.

Jeg fik nok af dårligt synkroniserede tegnefilm, der fortsætter i en uendelighed. Jeg fik nok af at føle mig som fremmed i min egen stue. Jeg fik nok af at finde mig selv flygte ud af samme stue, der igen og igen genlød af fjernsynets udgydelser. Jeg fik nok!

For lige knap tre uger siden sagde jeg stop, indlemmede Anders i planen – til hvilken han straks sagde top – og satte fjernsynet i kælderen.

Jeg elsker det. Jeg elsker at der ikke H.E.L.E tiden er en larm og et flimmer, der gang på gang tiltrækker og får mig til hovedløst at se med. Jeg elsker freden og roen der har sænket sig over hjemmet og jeg elsker at min stue igen er et sted jeg har lyst til at være.

Jeg savner det også. Jeg savner nyhederne, jeg endnu ikke har fundet frem til i radioen eller på nettet – ikke har fundet regelmæssighed omkring endnu. Jeg savner at kunne sætte mig og se en god film … men det gjorde jeg vist allerede inden, for jeg synes der er langt mellem de gode film, og DVD’en døde for et par måneder siden, uden at blive erstattet… Men mest svaner jeg flimmeret når jeg strikker. Jeg må bare indrømme at jeg strikker rigtig godt, når fjernsynet kører, uden at jeg egentlig behøver følge med.

Af de andre i hustanden er det kun Emilie, der for alvor savner. Daniel er for lang tid siden gået over til film på nettet og Anders’ forbrug forløb sig til ti minutters zap et par gange i løbet af ugen.

Men Emilie savner. Savner så hun går hvileløst rundt og har brugt oceaner af tid i svømmehallen inden for de sidste to uger. Ingen tvivl om at hun også har brugt mere tid på spil, tegning og maling den sidste tid, men hun mangler noget og har oparbejdet et større og større underholdningsbehov siden monstrummet blev forvist.

Venindernes retfærdige harme til hendes fordel er ikke helt nok, og på fredag starter påskeferien. Det har fået mig til at tænke at måske har jeg fået bevist hvad jeg mener, og måske er jeg ikke helt indstillet på al den underholdning en påskeferie kan betyde – også selvom svømmehallen heldigvis giver gratis adgang for skolebørn i ferierne…

Så diskussionen bliver åbnet. Vi voksne er enige om at tage kassen frem igen, hvis der indgåes strikse regler og aftaler om hvornår og hvordan. Vi er også enige om at bekoste et blad med hele programmet og muliggøre krydser og ønsker, hvis det er det, der skal til.

Vi venter lige til alle er samlet og aftensmaden står på bordet… og Tøsebarnet er kommet hjem fra vandlegen…