Surrealistisk opvågen

Nu har jeg aldrig før været under fuld narkose, så da ordene om operation og narkose lød i starten af januar blegnede jeg en lille smule… Tænk nu, hvis jeg ikke vågnede op igen, eller alt det der kunne gå galt undervejs.

Ret hurtigt forsvandt de tanker og i stedet lyttede jeg til andres oplevelser og narkoselægens ord dagen før operationen, der alle talte om opvågningen som noget, der sker i to etaper.

1. Lige efter operationen, hvor personalet sikre sig at man er “vågen” i deres terminologi, at livsvigtige refelkser fungerer og at man er i stand til at give en smule hjælp i processen med at komme fra briks til seng.

2. opvågen på opvågningsafdelingen.. som (oftest) er den opvågning patienten husker.

Nu er jeg så tydeligvis ikke som alle andre.

Jeg blev kørt til operationen og havnede på hospitalets nye operationsstue (som Anders sjovt nok har været med til at lave istallationerne til) og blev forberedt til operationen.

En Falkmand var med som assistent til narkosesygeplejesken – for som han sagde: “jeg har lavet det her i 10 år, men jeg kan altid lære nyt.”

Det var ham der lagde droppet i højre hånd, hvilket egentlig ikke var specielt sjovt og kun yderligere beviser at mig og blodårer og nåle af den ene eller den anden art, ikke arbejder særlig godt sammen. Men han gjorde det godt.

Mens han brummede noget om, at det ikke var helt let, mente narkosesygeplejesken at han skulle bruge det mindst mulige, så kunne de altid skifte til et større… Åh nej tænkte jeg, men de var smarte nok til at vente med flere drop til jeg sov… Tak for det!

Pludselig var vi ikke mindre end 7 mennesker, der ventede på en narkoselæge, der kunne sætte operationen igang. Endelig kom hun og jeg var helt klar til at komme igang.

Først hældte hun smertestillende direkte i åren. Ret virksomt vist, det hele begyndte at dreje rrundt, så hældte hun bedøvelse i samme årer, jeg fik en blå maske over hovedet og blev bedt om at trække vejret stille og roligt…

.. og så blev jeg vækket.

Det følgende står i et mærkeligt klart og samtidig meget uldent skær.

Operationen var slut, venlige stemmer fortalte at om lidt skulle jeg over på min seng, og de skulle lige fjerne noget… jeg ved ikke hvad, men jeg har en tåget erindring om at være viklet ind i alt muligt, der skulle vikles af.

Narkosesygeplejesken rakte mig mine briller og jeg tog dem på. Jeg er temmelig blind uden kontaktlinser eller briller, så alting var i forvejen tåget. Jeg fik brillerne på og så fuldstændig samme billede… tåge.

Jeg prøvede at sige jeg ikke kunne se noget, men ikke en lyd kom over mine læber.

Der lå jeg så, i tåge og bevægede læberne uden nogen reaktion.. jeg prøvede igen.. og igen og Falkmanden endte med at holde øret tæt, for at høre de pibende lyde der efterhånden viste sig.

Jeg nåede alligevel at frembringe nok piberier til at han kunne give brugbare svar. Jeg havde haft et rør i halsen, derfor ingen lyd. Jeg var blevet dryppet i øjnene, derfor ingen syn og klokken var (vistnok) kvart i elleve.

I min stadig noget omtågede tilstand skulle jeg flytttes til sengen, så jeg kunne køres væk. De ville gerne have mig til selv at hjælpe, og Falkmanden tilbød at holde min hånd. Men den skulle jeg jo bruge til at støtte på, så jeg kunne slet ikke forstå, hvad han skulle bruge min hånd til.

Fremme på opvågningen tog jeg brillerne på og af med jævne mellemrum. Når jeg alligevel ikke kunne se, var der ingen grund til at have dem på. Sygeplejesken der passede på mig, lød som om hun aldrig havde hørt om synsforstyrrelser, men jeg regnede med det kom igen.

En enkelt gang jeg tog brillerne på, var alt stadig tåget, så blev der nærmest drejet på en knap, alt blev skarpt og tåget igen. Jeg var enig med min selv om, at det gik den rigtige vej og droppede brillerne, til jeg blev kørt op på afdelingen igen.