De syv små dværge

Jeg lovede, og jeg vil helst holde det jeg lover – så her er de.

I det der efterhånden var forrige uge havde skolen flexuge. En uge der giver tid til fordybelse eller mere tid til et bestemt tema eller emne.

7.A. brugte ugen til at øve teater. Vi hørte meget – rigtig meget – om det stykke i løbet af ugen. Både positivt og negativt, fra nogen mere end andre. I løbet af de første dage gik det op for os at replikkerne skulle fremføres på engelsk og stykket de skulle opføre var Snehvide.

Klassens allerlaveste dreng skulle spille kongen, iklædt en af de noget højere drenges røde kappe, en af de højere piger skulle være den onde dronning, mens prinsen brugte temmelig meget tid på at Snehvide ikke ville kysses og kun allernådigst kunne holdes i hånden i den afsluttende scene.

Vi grinede og så billeder for os, samtidig med vi truede med at dukke op mandag aften, hvor hele herligheden skulle vises for forældre og søskende.

Vores fantasi kom alvorligt på prøve den dag det viste sig at de to højeste drenge i klassen var tiltænkt roller som dværge. Vi forestillede os noget med at kravle rundt på knæ eller andet i den dur, og var komplet uforberedte på den maskering klasselæreren havde udtænkt.

Fredag eftermiddag var der generalprøve og i et stille øjeblik listede vi ind i salen og kiggede med. Vi dukkede op lige i rette tid til, at se jægeren sende Snehvide ud i skoven, mens han selv ville dræbe en hjort og give hjertet till den onde dronning.

Snehvide fandt efter mange kvaler frem til dværgenes hytte, spiste af deres mad og faldt i søvn på deres seng. Herefter kom dværgene hjem…

Ind på scenen trådte 7 elever iført kæmpe hatte af karton, trukket ned over skuldrene til omkring albuehøjde. På maven af deres t-shirts var malede store ansigter og bukserne var trukket ned om benene, for at give indtryk af mindre højde.

Intet mindre end fantastiske og selvom nogle af hattene allerede var ved at falde fra hinanden, virkede det intet mindre end genialt… Fuldstændig sammenkrummede af grin fandt vi tilbage mod dagens dont, mens vi lovede hinanden, at det skulle vi bare se.

Ude i forhallen stødte vi på vores chef, og efter vi halvkvalte af grin fortalte om de fantastiske dværge,  måtte også han ind og se med.

Senere på dagen kom ungerne rendende og fortalte om den ene dværg, der var faldet og ikke kunne komme op igen – se det for dig – bukserne trukket med om knæene og armene fikseret til albuerne af en hat… vi knækkede sammen af grin igen :)

Selvfølgelig mødte vi op sammen med søskende og forældre mandag aften, for at se vores unger fremføre ugens arbejde. Det var et stykke som så mange andre – ingen andre end forældrene og de skøre pædegoger synes det var fantastisk – det var ikke smukt, det var svært at høre halvdelen af det de sagde, og langt de fleste talte alt for hurtigt. Entusiasmen kunne ligge på et meget lille sted, men jeg var duperet over hvor lange passager tekst på vers og på engelsk, de kunne huske udenad, samtidig var der heller ingen tvivl om at de havde arbejdet rigtig meget på det.

Jo – den ene dværg havde tabt hovedet…