Kaos der endte hyggeligt

Dagen igår bød på både kaos, hektisitet, stress, pres, søde, rare, glade mennesker og hygge.

Inden vi nåede afslutingen måtte vi gruelig meget igennem, der i situationen væltede alting og virkede uden for al kontrol.

Lige der, først på eftermiddagen da Emilie endnu ikke var kommet hjem, Anders var nået til Nordsjælland og Daniel stadig sov, rystede verden og jeg oplevede smerter jeg ikke før kan huske at have oplevet. Efter vaklen og tuden og indtagelse af smertestillende, fik jeg fat i vagtlægen, der ret hurtigt sagde favel med en besked om at tage på skadestuen.

Midt i smerter og manglende hjemkommet barn, nytårsforberedelser og den stress der opstod helt af sig selv, kunne jeg ikke overskue noget som helst der involverede en tur mod hospitaler og skadestue.

En halv time senere mildnedes smerterne, barnet kom hjem, stressen forsvandt og tankerne om resten af aftenen og planlagte mødetider blev skubbet til side. Tøsebarnet installerede sig foran fjernsynet, Ungersvenden vågnede og jeg satte mig på cyklen, for busser havde jeg ikke tiltro til og kørte de godt 4 kilometer mod nærmeste skadestue i noget adstadigt tempo. (De smertestillende piller virkede nu i en grad der muliggjorde cykling uden for store kvaler)

De mange forventede nytårsgæster på skadestuen var endnu ikke mødt op og jeg ventede ikke længe før de indledende undersøgelser, med spørgsmål og en enkelt urinprøve satte ind. Derefter kunne jeg sætte mig med strikketøjet, inden en ung norsk læge dukkede op, stillede flere spørgsmål, trykkede, foretog det kolde gynækologiske gys og endelig en scanning, der viste en temmelig stor cyste på en ene æggestok.

Efter konfereren med en kollega blev jeg sendt hjem, for nok mente han der skal gøres noget, men en indlæggelse nytårsaften ønskede han mig ikke, hvis det kunne undgås. I stedet fik jeg telefonnummeret til et ambulatorie, der skal kontrollere når det igen bliver hverdag og en påbud om at henvende mig på skadestuen på Herlev, hvis der skulle opstå ligene smerter inden mandag – de har nemlig kapacitet til nu og her behandlinger. Der skal så bare lige medbringes skadesnotatet (formentlig norsk for journalen), der ikke sådan kan overføres fra det ene sygehus til det andet, og som ville give mig en ventetid på omkring en time, hvis jeg ville have den med, med det samme. Vi blev enige om at den kan hentes senere og jeg tog hjem.

Hjemme igen var Ungersvenden på vej ud af døren, Tøsebarnet ved at gøre sig klar, forklaringer om hvordan og hvorledes nødvendige og alting blev pakket og klaret med den tid, der var behov.

Tøsebarnets forhjul var punkteret, så Anders havde lappet. Desværre var der flere huller, så endnu en lap måtte til og mens slangen hang på en stol med luft og uden dæk, pakkede jeg videre, monterede inden vi skulle afsted og måtte, da vi endelig stod ved cyklerne og satte hjulet fast, konstatere at en enkelt lap nok ikke havde været nok.

Samtidig viste det sig at batterierne til min forlygte ikke længere virkede, så en tur mod tanken, indkøb af først batterier der stadig ikke fik lygten til at lyse, derefter indkøb af nye lygter og endnu en pumpning af Emilies fordæk senere kunne vi sætte kursen mod aftens selskab. Slangen holdt heldigvis luft hele vejen.

Dronningens nytårstale nåede vi ikke, men der var flot pyntet og glade mennesker da vi nåede frem. Med en lækker middag, tuden i horn, sprængning af bordbomber, leg, snak, champagne, affyring af krudt og smukke stjerner, hygge og et usædvanligt dejligt selskab forsvandt aftenen og da klokken nærmede sig to kunne vi igen sadle op og tage hjemad mod sengetøjet der lokkede fælt.

Det gør stadig ondt, men på ingen måde som i går eftermiddags. Dog kan jeg ikke lade være at tænke at bliver det ikke bedre inden i morgen tror jeg turen mod endnu en skadestue vil være på sin plads. Indtil da sidder jeg bare her helt stille uden de store armbevægelser og glæder mig over en dejlig nytårsaften :)