fredag den 29. januar 2010

En hyggelig aften og snefygning


Tænk at en klasse med 12 elever kan samle lige godt 40 mennesker en fredag aften, bare for at være sociale og lære hinanden at kende. Og alle have lækkert mad, godt humør og masser af vilje til en hyggelig aften med.

At sucessen er hjemme og helt sikkert skal gentages, er der ingen tvivl om.

Tre mødre havde stået for planlægning og indkøb. De samme tre mødre mødtes halvanden time før, slæbte borde og stole, tallerkener og bestik og sørgede for kolde øl og vand.

Resten af forældrene kom med mad til en lækker buffet og kage til kaffen senere. Der blev snakket og hygget og en enkelt lærer mødte op – og blev, selvom han følte sig en smule alene.

Eneste hjertesuk, var at af de 10 elever, der var repræsenteret var kun de fire tilbage til oprydningen – De tre mødre, en enkelt far og en hel familie, der som det naturligste bare blev og hjalp. Resten – som i ALLE, sagde pænt farvel, takkede for en hyggelig aften og gik, uden tanke for at der skulle ryddes op.

Måske er jeg bare forvendt, men i Emilies gamle klasse kunne ingen drømme om at gå, uden lige at spørge om der var noget man kunne gøre inden man gik. At der så sjældent var noget der kunne ryddes, før resten alligevel brød op, er en hel anden historie. Bare det at vise sin gode vilje, betyder alverden. Sjovt er det at det par der blev og hjalp, netop er fra Emilies gamle klasse.

Under alle omstændigheder er vi enige om at det skal gentages, og så må vi næste gang være bedre til at melde ud, at vi forventer hjælp med oprydningen. For som altid er forventninger ikke nok :)

sne januar 2010

I løbet af aftenen væltede sneen ned, og inden vi var klar til afgang (Emilie var så heldig at få et lift hjem. Hendes cykel fungerer ikke i øjeblikket, så hun skulle have været med bussen. De altid hjælpsomme forældre, fra den gamle klasse, tilbød straks at kører hende hjem – det sagde ingen nej til.) lå der det fineste 10 cm tykke lag af fin ubetrådt sne overalt.

Jeg ville have cyklen med hjem, og forberedte mig på at skulle gå de godt tre kilometer, men inden jeg nåede så langt, besluttede jeg at det vist ville være muligt at cykle.

Sneen, der er faldet til aften, er af den lille skarpe type, der fyger både på vej ned og efter det har rundet ro. Et løst snefald, der let lader sig gennemskære af et cykelhjul. Altså entrede jeg op, besluttede hvor cykelstien var – det var lidt svært at se – og kørte de 20 meter ned til krydset og den store vej.

Her kunne jeg konstatere at i Rødovre (skulle jeg nogensinde have været i tvivl) bliver der som det første ryddet sne på cykelstierne – på de store veje vel at mærke. Selvom det både havde fyget og sneet mere siden fejemaskinen havde været forbi, var der næsten snefrit og ingen problemer på turen hjem.

snefygning

Hverken veje eller fortove var ryddet – men cykelstien var. At det føg kunne ingen standse, og da jeg passerede tanken, blev fygningen lyst op hen over det store tagudhæng. Jeg fandt kamaraet frem og prøvede at fange fygningen om udhænget med mit lille lommekamera, der sjældent tager gode billeder i mørke. At billedet er lidt sløret er ærgeligt, men det viser dog hvor meget blæst der var i luften hen over hele Rødovre lige nu og her i aften.

Nu er ugen med alt for mange lange dage slut, og jeg har lovet mig selv at sove lige til jeg vågner og helst lidt længere i morgen – ahh det skal blive dejligt.

Sov godt derude – det vil jeg gøre :)

3 kommentarer:

  1. Godmorgen Pernille.

    Sådan en aften giver sammenhold i klassen også når der skal mødes om mere alvorlige ting, så det er virkelig dejlig læsning.
    Her nød jeg synet af den store mængde sne, inde fra mit nye værelse. Der er to store vinduer der giver godt udsyn over træer og himmel.

    Jeg ønsker dig en god og afslappet weekend med strik og varme i lejligheden :-)
    Knus og vi ses på torsdag ik?
    Henriette

    SvarSlet
  2. Godmorgen, Pernille, sikke et godt snefygningsbillede. Det lyder som en hyggelig aften i godt selskab også selvom det kun var Tordenskjolds soldater der sørgede for oprydningen.
    Jeg håber du får sovet alt det, du har behov for og får samlet kræfter til den kommende uge - og at der så ikke er så mange arrangementer.

    Klem fra
    Mette

    SvarSlet
  3. Henriette, jeg tror også det er godt for klassen at få nogle gode oplevelser sammen.
    Og jeg ser frem til torsdag :)


    Mette b, vi må bare få opdraget lidt bedre på de resternde medlemmer af forældregruppen, så er der lagt op til mange hyggelige aftener :)
    Næste uge er uden de store aftaler - det glæder jeg mig til :)

    SvarSlet