Succesoplevelse … eller noget

Den kloge narrer den mindre kloge – det er både sikkert og vidst og set i flere versioner.
En af de ting, jeg stadig synes er noget af det sværeste, mest grænseoverskridende og der hvor jeg kan føle jeg kommer til kort, er konfliktsituationer ungerne imellem.

Ikke de der småkonflikter, hvor de begge eller den ene kommer rendende og siger “… han/hun sagde/gjorde….bla, bla, bla…”. De konflikter er til at tage at føle på. Her kommer alt det jeg har lært om anerkendelse, aktiv lytning, rummelighed etc til god brug.

Men de konflikter hvor to af de store drenge – sjovt nok altid drenge, 7. klasse, allerede mindst et hovede højere end mig, og en hel del stærkere – pludselig er ved at rive hovedet af hinanden. Ofte er det ikke de skarpeste knive i skuffen, og mens den ene har lidt mere i munden, slår den anden først uden egentlig at tænke sig om.

Sådan en konflikt opstod i løbet af sekunder i dag. Begge havde sagt mindre pæne ting til hianden i løbet af minutterne op til, men mens den ene stadig (og det blev han ved med) synes det var sjovt  og i øvrigt var den skarpeste af dem, stoppede ordene for den anden og Slå-Først-Frede trådte til.

Jeg havde ikke kræfterne til at stoppe dem – og at den ene stadig grinede, gjorde ikke den anden mindre ophidset. Inden jeg så mig om, var begge løbet ud af døren, endda omgivet af tre voksne, for samtidig gik to af mine nabokolleger gennem rummet.

Jeg løb efter – den grinende hoppede stadig foran den anden, og mens han blev råbt an og verfet indenfor, lukkede jeg døren for den ophidsede og håbede på vores fælles daglige referencer var nok til at kunne snakke og falde ned, inden vi igen gik ind.

Det virkede!

Jeg havde en følelse af ikke at kunne få armene ned, og senere sad de igen næsten side om side – et par bemærkninger måtte falde, men ikke længere frustationer, der slog ud i lys lue.