En oplivende oplevelse

For et par måneder siden udfordrede min chef mig. Siden har tankerne flere gange drejet sig om opgaven uden jeg følte jeg nåede nærmere målet.

Efterhånden nærmede jeg mig deadline, uden af den grund  at have skrevet den mindste lille punktum. Opgaven føltes mere og mere som et åg, og det selvom jeg jo synes det var en vildt spændende opgave.

Engang i sidste uge kom chefen uforvarende forbi og vi fik en snak om indholdet. En snak der gav inspiratioen til tanker og en følelse af at være på vej igen i den rigtige retning.

Alligevel følte jeg mig helt på herrens mark, da jeg endelig i går aftes satte mig foran tasterne og bare skrev og skrev og skrev… uden rigtigt at tænke over hvad der havnede på papiret.

Færdig, læste jeg mit skriv igennem med en fornemmelse af at have skrevet noget helt andet end planlagt. Havde jeg skudt over målet? Var mit færdige projekt helt forkert i forhold til oplægget? Kunne det overhovedet bruges? Etc…

Lidt i tvivl sendte jeg det hele til chefen og bad ham læse igennem – jeg havde ikke lige lyst til at trykke noget, uden en eller anden form for tilkendegivelse. Inden jeg nåede så langt, som til at tale med ham i dag, fik jeg min søde kollega til at gennemlæse. Anders læste allerede i aftes og mente som min søde kollega at det var godt.

Efter møde på møde fik jeg endelig fat i min chef, der læste, sagde mærkelige lyde og derefter forkyndte at jeg burde skrive noget mere. Det var da så inderlig ligemeget at mit indlæg ikke lignede oplægget, for det var det jeg var blevet inspireret til, og hvor er inspireret skrivning meget mere spændende at læse end uinspireret skrivning… og kunne jeg ikke også lige skrive hans del af månedens nyhedsbrev – eller i hvert fald inspirere ham?

Var det lige fedt! Og har jeg lige lyst til at finde nye emner at skrive om!

Nu mangler jeg så bare resten af afdelingernes indlæg, før det hele kan samles til dette måneds nyhedsbrev og mit indlæg kan komme på tryk lige her, så også I kan læse om arbejdet med teenageunger.