Det yderste Vesterbro

Jeg havde lovet thaikylling til aftensmad i dag. Det krævede en tur til det thailandske supermarked på Istedgade, helt nede ved Enghave Plads. Et sted der rummer alsken indenfor østens mystik i køkkenform. Det gælder om at vide, hvad man skal have inden foden sættes indenfor, for ellers kan der hurtigt ryge mange andre ting i kurven, end først antaget.

Der var ikke mange mennesker på gaden, da jeg nåede frem dengang i formiddags, og selvom sneen i det vesterbroske er knap så hvid mere, lå der en del og hyggede i de gamle kvartere.

Det  store træ midt på Enghave Plads, jeg mange gange gik forbi, dengang ungerne og jeg boede hos en veninden, står der endnu. Nu  med sne der pynter på det grå og triste.

Henne ved legepladsen tyder sporene på skateboardramperne på, at de selv i vinterens sne og kulde bliver brugt. Sikkert ikke til skateboards, men jeg kan nemt se små børnefødder løbe glade op og ned ad buerne.

På vej tilbage mod bussen nød jeg synet fra Tove Ditlevsens Plads mod Matthæus Kirke og det fine spir, der også bringer minder om dengang, jeg endnu ikke vidste hvor jeg var på vej hen.

Ved Vesterbrogade, havde jeg så travlt med at finde kameraet frem og tage billeder af den gade der rummer så meget og umiddelbart ser trist og grå ud midt i alt det interkulturelle, at jeg måtte vente en ekstra gang på bussen. Men husker man at løfte blikket er det også en gade, der rummer mange smukke gamle bygninger, fra dengang trafikken bestod af hestetrukne vogne og der var tid til smukke detaljer i husbyggerierne.

Mens min søde kollega tog på skøjtetur med halvdelen af Klubbens unger, sad jeg tilbage med at par drenge der camperede ved computerne og et par tøser der fik smurt både dem selv og bordet ind i maling. Jeg havde masser af tid til kylling, ris og agurkesalat og den hjemvendte søde kollega nød maden, sammen med en flok unger, der gerne så måltidet gentaget en anden gang, hvis bare jeg lovede næste gang at lave mindst dobbelt så meget sovs!